Foto: The Cosmic Supply
Dato: Lørdag den 28. November 2020
Venue: LiteraturHaus

Rå og smuk koncertoplevelse, der nærmest gav genlyd af noget ur-menneskeligt.

[ihc-hide-content ihc_mb_type=”show” ihc_mb_who=”4″ ihc_mb_template=”1″ ]

[rwp_box id=”0″]

Alpas Ave udførte i går aftes i LiteraturHaus stor musikalsk kunst. På trods af coronaens konstante tilstedeværelse i øjeblikket, var det en fuld sal af forventningsfyldte publikummer, der ventede Alpas Ave.

Efter en lidt skramlende start, gik Alpas Ave i gang for fuld smadder med et overraskende nærmest trap-agtigt beat fra trommerne. Det var tydeligt allerede her, at vi har med nogle meget dygtige musikere at gøre. Med en brutal ynde formåede bandet at fortælle deres historier, der ifølge forsanger Marianne Ernst Dam handler om relationer – både til andre og til en selv. Dette gælder især på nummeret “Darkest Is The Dream”, der handler om, hvordan det at have en stor drøm også kan være en byrde engang i mellem. Denne kontrast mellem drømme og smerte var ikke den eneste kontrast, vi fik at se. den tunge elektroniske instrumentering fungerede som et smukt modstykke til Dams lyse og sårbare vokal. Og netop denne vokalpræstation er noget, vi skal mere snakke om – for hold da op! Vi fik serveret alt fra en svag hvisken til skrig og opera lignende toner.

Det skete tit under koncerten, at tankerne blev ledt hen mod naturkræfter, der ligesom Alpas Aves musik er ustyrlig og kontrastfyldt. Især et bestemt nummer gav virkelig følelsen af at sidde midt inde i orkanens øje. Samtidig var der også noget næsten filmisk over musikken, næsten som var det soundtracket til en natur-dokumentar, der i stedet for at handle om dyr kunne handle om menneskelige følelser og relationer. Samtidigt med alt det smukke er Alpas Ave heller ikke bange for at bruge mere industrielle toner, der giver associationer til en genrer som harsh noice – én virkelig interessant kombination.

Ud over Dam i front, var Alpas Aves anden skaber Martin Pilgaard Grishauge, der styrede den storslåede musik, selvfølgelig også til stede. På scenen fik de to selskab af en trommeslager og en violinist, der virkelig gav musikken et kick – både rytmisk og melodisk. Det blev derfor også en smule fladt i lyden, da de to live musikere forlod scenen for at lade Dem og Grishauge spille det sidste alene.

Lydmæssigt var der desværre lidt problemer – især som følge af de mange stilistiske vokalskift, Det var ikke noget, man tænkte helt vildt meget over, men det var da alligevel ærgerligt. Og for at blive i den tekniske afdeling, fortjener lys-arbejdet også ros. Det blå lys, der var på Dam, kastede en gigantisk skygge på væggen, der tårnede over publikum som et primitivt sceneshow – enormt flot. Selve koncerten var desværre (af gode grunde) også en lidt kort fornøjelse, da Alpas Ave endnu ikke har et så langt et sæt. Men alt i alt, var det omstændighederne taget i betragtning en super vellykket koncert, hvor der opstod et form for venskabsligt kærlighedsbånd mellem bandet og publikum. Noget, som er yderst tiltrængt i disse dage.

[/ihc-hide-content]