fbpx

BATHSHEBA: Tre numre jeg hører på repeat

Foto: Nicoline Thim

Det nye pophåb BATHSHEBA har netop offentliggjort sin første headliner-koncert – nemlig i Lille VEGA fredag den 12. marts. Vi har i den forbindelse taget en lille snak med artisten om de tre numre, hun pt hører på repeat.

BATHSHEBA er en ny artist med fart på. Hun laver energiske popbangers, der med det samme sætter sig fast fra første lyt. Hun har netop udgivet sin første akustiske version af sit nyeste nummer, “Lost Your Mind”, som også udkom med en velproduceret live session fra en underjordisk grotte – se og læs om den her.

Nu kan vi heldigvis opleve hende live til et brag af en fest i Lille VEGA til marts. Men før, vi kan opleve hende på scenen i VEGA, kan du komme tættere på den talentfulde artist, som har fortalt os lidt om, hvilke tre numre hun hører på repeat i øjeblikket.

Nas, Ms.Lauren Hill – ”If I Ruled The World (Imaged That)”

– Den er så sej. Den giver mig sådan en følelse af, at alt nok skal gå; du er fucking sej, black queen-vibe. Den er bare indbegrebet af R&B, og den er også fed, fordi den er ren nostalgi. Det der med at lytte til et nummer, som bringer minder frem – og uden at have nogle deciderede billeder på det, så giver den en nostalgisk følelse. Når jeg skal ud og cykle, er det næsten altid den, jeg starter med.

Dua Lipa, Angéle – “Fever”

– Det her er bare en popbasker, og det er så fedt med det franske element. For mig har det nærmest altid været en drøm at lave en sang med Angéle, fordi hun synger så smukt på fransk – det er som smør på brød. Hun udtaler ordene så smukt, og man forstiller sig alle de her ting, som ordene betyder, selvom man nødvendigvis ikke ved, hvad den egentlige betydning er. Det er ret fedt, når man kan danne sig nogle billeder gennem musik, uden nødvendigvis at forstå handlingen – det er den følelse, man får i kroppen af sangen. Det er bare en virkelig sej pop-konstellation, og det klæder Dua Lipa med det lidt mere klassiske pop fremfor det meget 80’er-inspirerede, som hun har lavet. Og mega fedt at høre Dua Lipa forsøge sig på fransk også. Men andet vers, hvor Angéle kommer ind, det er der, jeg får allermest optur i sangen.

Kanye West – “Use This Gospel”

– Altså man kan jo ikke løbe fra, at Kanye West laver nogle fucking episke ting, og så kan man tænke om manden, som man vil – og det gør jeg da helt klart også. Men især den her badass gospel-konstellation er så fed, og den giver mig en følelse af empowerment og coolness med det her simple klaver med vokalen – mega optur. Det er så smukt et nummer.

Liva Duus Thorlacius
Livaduus@bandsoftomorrow.com