fbpx
Takykardia_Anders Berg

Takykardia – Xenon

Foto: Anders Berg
Venue: Xenon – Huset i Magstræde
Dato: Torsdag den 12. november 2020 klokken 21.00

Takykardia leverede en magtdemonstration af en koncert – visuelt såvel som lydmæssigt – da de torsdag aften lagde vejen forbi Xenon-scenen i Huset i Magstræde iført selvlysende kedeldragter.

Takykardia – Xenon
5 / 5 Anmeldelse

Det forventningsfulde publikum havde så småt fundet sig tilrette, da lyset i salen dæmpede sig og det ultraviolette lys tændte. Ind marcherede det – i dagens anledning – syv personer store orkester én for én, iført hvide kedeldragter, der lyste op i mørket. Fra første tone blev man som publikum suget ind i Takykardias kreative og krøllede univers, og det stod med det samme klart, at vi havde et hæsblæsende show i vente.

Frontkvinde Luna Matz har en nærmest eventyrlig vokal, og selv med både tværfløjte, trompet og synthesizere på scenen var det hende, som forblev i fokus. Det skyldes måske også hendes helt igennem exceptionelle evne til at give sig hen til musikken, uden på nogen måde at lægge bånd på sig selv. Matz slangede sig rundt – ikke kun på scenen, men også på gulvet, hvor der mellem publikums siddepladser var gjort plads til, at hun og det velspillende bandet kunne udfolde sig på alle tænkelige måder.

Med det ene udspil efter det andet fra det spritnye debutalbum Better bragte de overraskelser på overraskelser i form af flere tøjskift, knivskarpe trompet- og tværfløjte soloer og i ikke mindst en sjov bryllups-reference med “Wedding Song”, hvor en lettere vissen brudebuket blev kastet ud til publikum ved nummerets afslutning. 

Takykardia spillede på alle tangenter og interageret med det fremmødte publikum på en måde, jeg sjældent har oplevet. Der blev ovenikøbet udleveret mundbind, som undervejs blev brugt som en form for rekvisit, da en mekanisk stemme bad alle iføre sig masken, inden Matz bevægede sig dansende ud mod publikum. 

Op til flere gange sad jeg med en trancelignende følelse af, at alle sanser var stimuleret, og at jeg for en stund befandt mig på en fremmed planet, hvor alt var tilladt. De var legende, nærmest overnaturlige i deres lyd og væren, og man var ikke i tvivl om, at der var tænkt over selv den mindste detalje. Til tonerne af “Ode to Angst” stop-dansede bandet sig ud fra salen, og publikum blev trukket tilbage til virkeligheden. 

Takykardia er et band, der skal og må opleves live – og så er det sådan set underordnet, om man som publikum er bundet til sin stol. For Takykardia har hermed bevist, at ikke engang en pandemi behøver at stå i vejen for et liveshow, hvor man som publikum går derfra med følelsen af at være fyldt op til renden af positive indtryk. Det var i hvert fald lige netop den følelse, jeg gik derfra med. Mere nøjagtigt følelsen af, netop at have været vidne til årets hidtil bedste liveoplevelse.

Tags: