fbpx

GRETA – Pumpehuset

Foto: Karina Waliczek
Venue: Pumpehuset
Dato: Fredag den 13. november 2020

GRETA viste stor taknemmelighed hele vejen gennem sit show, der var spækket med glitrende diskorytmer og sårbarhed. Pumpehuset blev for en stund sendt tilbage til et 70’er diskotek med livetonerne af  ‘Ardent Spring’.

GRETA – Pumpehuset
3.5 / 5 Anmeldelse

Efter to meget velspillende opvarmningsacts  – henholdsvis GRO og Brimheim – var publikum varmet godt op og klar til aftenens hovednavn. GRETA indtog scenen i et kridhvidt outfit foran et ekstatisk publikum – nærmest som en engel, der var sendt fra himlen. Man mærkede hurtigt en stor taknemlighed fra GRETA, som udbrød »I er for vilde,« og i bedste Roskilde Festival-mentalitet: »hva’ så, er I klar,« og det var publikum heldigvis. Med nummeret “Ardent Spring”, som også lægger navn til titlen på hendes debutplade, satte hun for alvor koncerten i gang, og GRETAs dans på scenen var ikke til at stå for. GRETAs vokal stod skarpt det meste af koncerten, og både vokalen og resten af hendes skønne væsen var meget behagelig at overvære. Der var påsat farverige blomster på diverse stativer, som satte rammen for hendes Ardent Spring-univers. Men efter to opvarmningskoncerter, hvor begge havde knald på lyd og band, var det en smule ærgerligt, at GRETAs band ikke havde helt samme intenselydniveau. Der var ingen tvivl om, at albummet var koncertens fokus med den drømmende og nærmest futuristiske lyd, og med smæk på 80’er synths var det svært ikke at blive draget ind i GRETAs musikalske univers. Dog savnede jeg lidt mere variation i sangene, da det til tider blev meget lig pladen. Heldigvis brød hun med dette enkelte steder undervejs – blandt andet da vi fik æren af at høre lidt fra EP’en Wild and Young, som er lavet i samarbejde med færøske Teitur. Her var det kun basisten og GRETA, som stod tilbage på scenen, og det var virkelig fint at se en anden side af GRETA, afklædt af det lyserøde popunivers, Ardent Spring udfolder sig i – begge ting klæder hende utroligt godt.

I koncertens anden halvdel skiftede GRETA sit hvide outfit ud med et helt sort. Nu var der mere attitude og fest på programmet. Salen havde fået sat en kæmpemæssig diskokugle,  op som endelig kom til sin ret og belyste både sal og scene med dens diskolys. For på den ultra funky/groovende sang “Daughter”, blev der virkelig sat gang i festen, og her sluttede hun sangen af med en vild dans mellem hende og pianisten. Det var helt misundelsesværdig, at se to mennesker give sig hen i dans til musikken, når man selv var bundet til sin stol. Men vi måtte begive os ud i stoledans. Gennem hele koncerten langede hun tyske strofer ud – det var helt vildt charmerende og bidrog til, at man mærkede GRETA som person og ikke “bare” som artist. På ørehængeren “Again” glemte hun teksten, men redede den fantastisk med en fortælling om, hvordan netop den sang repræsenterer året 2020, hvor alle går rundt og venter på, at den normale tilstand vender tilbage. Igen gjorde dette egentlig også blot hele oplevelsen lidt mere menneskelig. På “Again” gik hun væk fra albumudgaven og bevægede sig overi en mere rocket version, hvor også hendes vokal gik fra det mere skrøbelige til det rå – efterfulgt af en kommentar fra GRETA »Det var det tætteste, jeg kom på et diskotek og clubbing i år.« Koncerten blev sluttet af med sangen “The End” og et råbende publikum efter ekstranummer, og jeg er nok heller ikke den eneste, der sad tilbage med gåsehud.

GRETA beviste sine mange sider og ambitioner som artist – og skabte en lyserød diskofest i Pumpehuset med sine drømmende sange og medrivende synthsflader. Der er ingen tvivl om, at GRETA er ved at blive en af de største herhjemme, men der kunne godt have været mere variation i koncerten og taget flere chancer med sangene, så de afveg lidt mere fra albummet.