06 nov Springer + Angående Mig – Pumpehuset

Alle fotos: Angående Mig // Klara Løkke
Venue: Pumpehuset
Dato: Torsdag den 5. november 2020

På en mørk og blæsende novemberaften i kaotiske tider inviterede pumpehuset indenfor i varmen til en koncert med hele to navne på programmet. Selvom det med mundbind og siddepladser ikke var i vante omgivelser bød aftenen – der stod på dansksproget musik i ærlighedens navn – på flere højdepunkter.

[rwp_box id=”0″]

Efter opvarmningsactet Rasmus Rydahl havde optrådt med sine ærlige sange om at finde sin plads og ståsted i verden, kunne den EP-aktuelle popartist Springer gå på scenen. Bandet, bestående af guitarist og trommeslager havde været på scenen i nogle minutter, da Springer dukkede frem med en kæk og selvsikker attitude, og startede direkte ud med sit radiohit “Isn’t it Obvious”. Det var tydeligt, at vokalen og harmonierne lige skulle finde sig til rette hos den charmerende forsanger, men energien og melodien, kan man ikke tage fra ham. Guitaristen gjorde et forrygende stykke arbejde med sit habile og nærmest teatralske guitarspil og ikke mindst sit virke som fremtrædende backing vokalist gennem hele koncerten. 

• 

Springer, der for nyligt gæstede Byhaven i forbindelse med Bands of Tomorrows Uimodståelige havde et større repertoire med til aftenens koncert med flere nye numre på setlisten. Nogle af sangene virkede dog mere indøvet, og gange sad man med en lidt ærgerlig fornemmelse af, at det godt kunne lyde som playback.

De to fremtrædende på scenen var begge energiske. De bevægede og dansede sig gennem numrene med overskud og hver deres personlige charme, mens trommeslageren gjorde et stabilt arbejde og holde styr på tropperne. 

Tematikken gik igen i løbet af hele koncerten – ærlighed og autenticitet. På den ærlige popsang “Bad Choice” sang Springer inderligt om at træffe de forkerte valg og sit tidligere forhold til blandt andet alkohol vist nok. 

// I would dance with the underworld // it was a bad choice bad choice, a bad bad choice //

På ørehængeren ”Feels Like” fik den legende rytmeguitar nærmest én op ad stolen, og salen var også helt med under de siddende omstændigheder.

På det nye nummer om monsteret i skabet kammede det lidt over for mig, da det nærmest blev lidt humoristisk, og forsanger og guitarist også havde nogle smørrede smil undervejs. Jeg endte med at sidde tilbage med en følelse af, at det ikke kunne være 100 procent seriøst. Dette kom til at stå lidt i kontrast (måske en befriende en af slagsen vil nogle måske mene) til en meget ærlig aften. 

• 

With-or-without-universet var også ved at være tyndslidt sidst på aftenen, hvor man fornemmede klichéerne sætte sig, hvilket jeg dog samtidig elsker ham for. 

Det ændrede Springer på med sidste nummer “Protection” om hadet til politiet svøbt ind i en umiddelbar og meget fængende popsang. Budskabet stod i hvert fald tydeligt, og hvis man ikke havde fanget det, fik Springer lige råbt det velkendte udtryk “acab” – all cops are bastard. I løbet af koncerten kom. Springer også med et par politiske stikpiller blandt andet til vores nuværende statsminister.

Det er svært ikke at holde af Springer, selvom man kan hævde, at vokalen varierer i kvalitet, men samtidig kan man spørge, om det egentlig gør så meget? For der er ingen tvivl om, at Springer har en en unik vokal og leverer alternativ ultra-pop, der sætter sig systemet. Vi runder op og trækker fra og lander på tre ud af fem stjerner til charmerende Springer og co.

– Skrevet af Klaus Nørby Bondegaard

[rwp_box id=”1″]

En af sidste års vindere af KarriereKanonen, Angående Mig, sluttede af i Pumpehuset. Sammen med sit band, blev man draget ind i hendes dansksprogede univers, hvor hun repræsenterede en inderlighed, som heller ikke på scenen var at komme udenom. Hun synger med en overbevisende og fortællende vokal, men det første nummer var svært at gennemskue og høre teksten, hvilket var en smule frustrerende, når man sad ude blandt publikum og havde svært ved at høre ordene. Heldigvis blev det intet problem efterhånden, som hun kom ind i sit set, og det gik op for mig, hvor vildt hendes lyriske univers er. Smukt og skræmmende. Udover et dygtigt band bag sig, havde hun to mikrofoner til brug. Den ene til den velkendte autotune, som man kender, hvis man har hørt hendes sange – og i hendes tilfælde fungerede autotunen virkelig som en fed og rå detalje og gav til tider sangene et hiphoppet feel.

• 

Med ordene fra frontkvinden til publikum: »Fucking vigtigt, at vi kan gøre det her. Jeg har kun en ting at sige, og det er, at det er Angående Mig.« Og netop sidste sætning er essensen af hende som kunstner – det er angående hende. Hendes karakter stod så skarpt og sårbart på scenen, når hun performede sine sange, der omhandler tankemylder, vrede og inderlighed, som hun så smukt får sat ord på gennem musikken. Angående Mig ramte den forvirrede og vrede ungdomsnerve, som slog så meget igennem, at alt andet omkring én var lige meget. På Pumpehusets kranscene, rakte hun ud til ungdommens forvirrede sind. På sangen “Fuld af Fejl” synges der // Lige nu er jeg så fuld, og jeg er så fuld af fejl, // og sådanne fraser var som en bekræftelse til alle i salen om, at ingen går rundt og har det perfekt. 

Hendes optræden var levende, og karakteren Angående Mig stod i fokus som den nutidssamfunds-fortæller, hun beviste, at hun er – og det blev aldrig kedeligt. Bandet stod også knivskarpt, og i et nummer kom en guitarsolo, som var så perfekt larmende at det, symboliserede Angående Migs larmende tankemylder. Sammen gjorde de det uperfekte perfekt, og uden jeg havde tænkt over det, sad jeg tilbage med en følelse af, at alle mine egne tanker og problemer var taget hånd om gennem hendes tekster. En vild, nærmest teatralsk præstation, som jeg sætter pris på at have været en del af. 

– Skrevet af Liva Duus Thorlacius

• 

Springer og Angående Mig var to navne, som hver for sig indkapslede en ærlighed og inderlighed i form af deres karakter. Aftenen bragte både perfekte og uperfekte elementer med sig, men sammen skabte de en stærk energi i salen.