16 okt Goss – Group Therapy

Foto: Kristian Kirk
Label: Virgin Records/Universal Music Group
 Udgivelsesdato: Fredag den 16. oktober 2020

Mellem forudsigelige countrypopmelodier, følsom guitarpoesi og smidige synthesizers, placerer Goss sig som centrum i en selvreflekterende tankestrøm, der har udformet sig på debutalbummet ’Group Therapy’. De 11 numre tegner cirklen op til et lydunivers, man nemt kan give sig hen til mere en bare én gang.  

[rwp_box id=”0″]

For et år siden slap Goss aka Mads Damsgaard Kristiansen sin første single i det, der skulle vise sig, at blive et helt nyt kapitel i kunstnerens musikalske rejse. Fra de melankolske R&B-udgivelser Healthcare (2017) og Homeland Security (2018) blev vi på ”Blood” introduceret til galopperende countryguitar og et simpelt pop-hook, som dog havde noget helt særligt over sig – noget intenst, sitrende, nysgerrigt og insisterende fremadskuende. Goss blev født på ny, og nu et år efter leveres det første fulde album. En udgivelse, udarbejdet med de kompetente og efterhånden faste samarbejdspartnere Tobias Laust Hansen (trommeslager i Liss), Jakob Littauer (Yangze) og Karen Marie Ørsted (MØ), der for alvor markerer kunstnerens progressive ånd. Selvom fødderne hele tiden tripper og afsøger nye steder, er der en vis ro og afklarethed omkring hele projektet – Goss har fundet sit rette ståsted.

Centrum er Kristiansen selv, og med de 11 sange har hovedpersonen spændt elastikken helt ud, hevet og trukket lyden til nye afkroge og samtidig fundet øjeblikke, hvor alt lander og falder til ro – helt ærligt og sårbart. Det er en selvterapeutisk plade, hvor der bliver bearbejdet alt fra tilbagevendende FOMO, når vennerne tager i byen, internettets opslugende evighedshul og de kompromiser man indgår, for den man elsker allerhøjst.

Som forventet er de akustiske guitarstrenge primusmotor på en stor del af albummets lydside. Det bliver også startskuddet på første skæring, ”Baby Sing A Song For Me”. Kristiansens vokal er helt tæt på og guider lytteren med sin betryggende klang, men knap to minutter inde i nummeret overtages den skrabede ballade af kriblende, bøjelige synthesizers. Og imens alt hænger på kanten, vender vi tilbage til den rene guitar og sang. Det er den slags modsætninger, Goss leger videre med på resten af pladen – både i den storslåede kærligheds-serenade ”Let Me Sing” – der får kombineret spansk guitar, trap-hihat og choppet vokal – den instrumentale synthesizer-orgel-ode ”Thank God For Fitness” og ikke mindst et af de helt store trumfkort ”I Might Stop Dreaming”. Øm guitarpoesi med hjerteskærende fløjtevers på allerhøjeste niveau – alt er præcis, som det skal være – men så… I sidste vers suges guitarens strenge lige en oktav ned til en dyb vakuum-lydende klang – alt virker til at være ændret og så alligevel ikke. Sangen indrammer en balance, som Goss lykkes med igennem hele pladen – mellem det forudsigelige og uventede.

Mens alt andet bøjer og strækker sig, er de fundamentale byggeklodser – og nok også de mest ’poppede’ tracks på pladen- ”Country Boy”, “Blood”, ”Fighting For The Gospel (feat. Selma Judith)” og den lidt mindre producerede “Racehorse”. Alle er solide eksempler på Goss’ usædvanlige evne til at lave et catchy omkvæd, der bare ikke lyder som noget andet. Selv med forventelige akkordrundgange og forholdsvis simple melodier, får musikeren givet et meget passende 2020-take på en nogle gange lidt for fastlåst singer/songwriter-tradition.

Ligeså er et af albummets højdepunkter den stålstrengede cowboyhymne ”Everybody’s Going”, hvis guitarriff både giver associationer til Chers ”Believe”, Britney Spears’ ”Toxic” og Mark Ronsons og Miley Cyrus’ 2019-hit ”Nothing Breaks Like a Heart”. Og for mig følger den godt med i den række af ikoniske popsange.  

Man kan næsten heller ikke udgive en plade i 2020 uden et karantæne-inspireret nummer, og det kommer da også med ”I Don’t Mind Going Mad With You”. Westernguitaren fortsætter her, og musikeren viser sin gennemsyrende falset i omkvædet, men selvom det ikke kan blive mere relevant lige nu, er det en sang, jeg sagtens kunne have undværet i det store hele. Derimod bliver afslutningsnummeret ”Shine Your Light” et håbefuldt farvel, der både klinger højtideligt og jordnært og får én tilbage til det faste ståsted.  

Efter at være blevet hevet blidt rundt i den 11-numre lange Goss-manege er selvrefleksionen høj, følelserne lidt længere uden på tøjet, og primært sidder jeg med lysten til at opleve det hele en gang til.