fbpx

Palace Winter – …Keep Dreaming, Buddy

Foto: Dennis Morton
Label: TAMBOURHINOCEROS
Udgivelsesdato: Fredag den 23. oktober 2020


Den dansk-australske duo dyrker samtiden i et virvar af synthesizers på deres tredje studiealbum. Gennem 10 skæringer er drømmende og idyllen forrest, mens der venter en truende virkelighed og fare i baggrunden. Musikken er både stærk og skrøbelig og fortæller om øjeblikke, der skal udnyttes til det fulde.

Palace Winter – …Keep Dreaming, Buddy
4 / 5 Anmeldelse

Første smag på det nye album fra Palace Winter er ”Monument Eyes”, som starter i pulserende synthesizers og med en majestætisk rumklangsvokal – et både drømmende naivt og overdådigt nummer. En åbner for det store landkort, som både musikken og virkeligheden tegnede, da den danske Caspar Hesselager og australske Carl Coleman skrev pladen. En rejse mellem Danmarks snelagte gader og de rødglødende solnedgange på vulkanøen Tenerife, hvor sidste års vintermåneder blev brugt med duoens udveksling af idéer og demobider i stor geografisk afstand. De to kontraster bidrager kun til pladens gennemgående tema om at bevare en ivrig optimisme i ellers mørke tider.

Fra det lidt uhåndgribelige ståsted, som vi møder på første lydbillede, kommer ”Won’t Be Long”, der på bare få sekunder forsikrer mig om, at Palace Winters force stadig ligger i deres skæve popmelodier og hooks. Igen er synthesizeren bærende, og det bliver også nøglespilleren på pladens andre højdepunkter; ”Rose” og ”Top of the Hill”, som alle er perfekte eksempler på duoens umiddelbare og ubesværede måde at skrive alternative, karakteristiske popnumre.  

En afstikker er det ret ihærdige og skizofrene nummer ”Richard (Says Yes) (feat. Penny Police)”, som fastholdes af et ivrigt beat og omkvædets blæser- og guitarhook men ellers er lidt svært at finde rundt i ved første gennemlyt. Til gengæld er omkvædets storslåethed eksemplarisk til en filmsekvens med et Volkswagen-rugbrød ned ad landevejen og en ungdommelig flok i euforiske skrig på vej til verdens ende. Det er de store linjer, der males her, men som helhed fungerer nummeret mindre godt. Der bliver søgt for mange steder hen, og dertil kommer det fremadstormende danske talent Penny Police, der står som feature, aldrig til sin ret. Man kan knapt kalde det en feature, når det eneste bidrag er et svagt korsvar, som først rigtigt kan høres i nummerets outro. Modsat Soffie Viemose fra Lowly, der i det foregående nummer får en reel rolle som duetpartner. Leadsinglen “Top of the Hill” er et af albummets helt store trumfkort med sine dynamiske skift fra fløjtehooket og det bløde Rhodesklaver til de gennemsyrende synths i omkvædet. Coleman og Soffie Viemose synger i perfekt balance mellem håb og tragedie om forholdets mange op- og nedture – men slutter altid med de dystopiske ord ”You’re on your own again”.

Selvom Palace Winter altid har været gode til at omfavne det melankolske, er der på den nye plade mere optimisme end før. Med vulkanen som eksistentiel metafor om livets konstante usikkerhed; idet man søger højt, er der langt at falde. Og den dualisme har duoen i mange år forfinet, men på denne plade er der klart mere plads til at turde – mere galskab og leg. Det er tydeligt både på den distortion-svømmende og bombastiske ”Control”, Beatles-klingende ”1996” og ikke mindst den synth-drevne ”Rose”. Her bliver der, ligesom i ”1996”, leget med mellotron-orgel, der spiller dejligt sammen med Colemans beroligende røst.

Bruddet med de dominerende synthesizers kommer midt på pladen med titelnummeret; en instrumental guitar-ode, der giver et tiltrængt pusterum og leder videre til en af mine personlige favoritter, ”The Deeper End (feat. Jason Lytle)”. Her ligger den akustiske guitar og det tilbagevendende kirkeorgel en fortrøstningsfuld bund, imens Grandaddy-sangeren Jason Lytle og Coleman fortæller historien om en syret aften på svampe med de gentagne reflekterende linjer; 

// But you didn’t think that anyone could take it all away // And you didn’t think that you’d become the one you are today //

Ligesom mange af bandets tidligere numre har pladen en cinematisk stemning over sig, hvor der både er noget enormt tilfredsstillende og udfordrende for øret. Et sammenstøbt album, der næsten lyder som om, det er skabt i det sidste halve års meget skiftende verdenssituation – hvor musikken kun giver én lysten og troen på at holde fast i de uoverstigelige ambitioner og drømme.