fbpx

Dansk artist vandt Popstars, men lysten til at lave musik forsvandt: »Jeg følte, at jeg mistede min musikalske identitet«

Foto: Jonas Villadsen

I Glyptotekets smukke rammer har vi mødt et af Danmarks nyeste pophåb til en snak om at løsrive sig fra gamle roller og starte på en frisk bag kunstnernavnet IVA.

Danmark har fået en ny stjerne på pophimlen. Hun hedder IVA, og hvis du synes, hun virker bekendt, er du faktisk ikke helt ved siden af. For i 2014 vandt Linnea Dam Bendiks kanal 5-programmet Popstars, og fra den ene dag til den anden stod døren til musikbranchen åben på vid gab. Men der er en bagside af medaljen, for med titlen som vinder af Popstars fulgte et utal af forventninger, og branchen viste sig at være langt fra den forestilling, Linnea havde. Vi har taget en snak med artisten om tiden efter Popstars, om at rive sig løs fra gamle roller og begive sig ud på et nyt eventyr som et af Danmarks nyeste pophåb. 

Mistede troen på sig selv og lagde musikken på hylden 

Med sejren i Popstars ventede en helt ny verden for Linnea. En verden, hvor meget tid blev tilbragt i studiet med garvede branchefolk og musikere, som vidste, hvad de lavede og snakkede om. Men det var også en verden, som viste sig at være helt anderledes, end Linnea havde regnet med.

– Efter popstars blev jeg sat sammen med nogle dygtige producere og sangskrivere, hvilket var virkelig lærerigt og virkelig fedt at opleve. Det var et helt andet billede end det, jeg forestillede mig, det skulle være. Men jeg løb med, hvor jeg kunne og havde stadig rygrad nok til at påpege, hvad jeg ikke ville synge eller gå med til.

Men trods standhaftighed og stædighed, var der alligevel noget, der ikke føltes rigtigt, fortæller Linnea. 

– Det var egentlig et trygt forum at være i, fordi det var nogle gode sange, der blev skrevet til mig, og det var virkelig fedt at synge dem – men jeg følte, at jeg mistede min musikalske identitet, da hverken teksterne eller melodierne var udsprunget af mig.

Linnea ser dog stadig tilbage på Popstars-tiden med stor glæde.

– Det er også vigtigt for mig at sige, at Popstars jo var en virkelig god oplevelse og en positiv udvikling for mig, som virkelig har givet mig et spark i røven. Jeg kom virkelig ud på dybt vand – så langt ud, at jeg dog mistede mig selv til sidst. 

Efter en kort periode i rampelyset blev der pludselig meget stille fra Linnea. Den unge artist trak stikket – for den gejst, hun før havde, var pludselig forsvundet, og det samme var troen på sig selv som musiker. Men én gang artist, altid artist… For »man kan jo ikke gøre for, hvis man er artist eller kunstner, så er det bare sådan, det er,« som Linnea siger. 

En øver med et rockband gav Linnea lysten til musikken tilbage

I Linneas barndomshjem var det primært 80’er- og 90’er-rocken, der strømmede ud af højtalerne, og måske var det netop disse minder, der trak i hende, da hun efter en længere pause fra musikken indvilgede i at prøve sig som forsanger i et band, der spillede en helt anden genre, end hun årene forinden havde bevæget sig i.

Jeg tænkte: “okay, så længe det ikke er popmusik”. Så jeg takkede ja til at give rockmusikken en chance, blev sat ind i deres sange og var med til at færdiggøre nogle ting. Og lige pludselig indså jeg bare, da jeg stod der i øvelokalet: “Jeg elsker det jo! Hvorfor i alverden har jeg lukket ned for det i 3 år?”. Da jeg kom hjem, begyndte jeg at skrive musik igen. Jeg satte mig ved klaveret og geninstallerede Logic-programmet til min computer, så jeg kunne producerer musik igen. Og så gik jeg lige så stille igang igen faktisk.

Men selvom det var rockmusikken, som genfandt Linneas lyst til at lave musik, var hun ikke i tvivl om, at det var poppens vej, hun skulle gå – for popmusikken lå trods alt stadig Linneas hjerte nærmest. Rockgutternes anerkendelse i øvelokalet hjalp hende med den erkendelse.

»Jeg mødte lige pludselig nogle, der også lyttede til det, jeg som person havde på hjerte, og som tog mig virkelig seriøs som sangerinde og sangskriver,« fortæller Linnea og tilføjer, at det nok også spillede ind, at hun var blevet ældre og havde fundet troen på sig selv i takt med sin udvikling fra teenager til ung voksen. 

– Jeg troede også mere på mig selv på det tidspunkt og var sikker på, at jeg havde en stemme og ikke bare var en person, der skulle se godt ud og synge flot.

Linnea 2.0 aka IVA

Efter nogle vakkelvorne år fyldt med forvirring, svigt og manglende tro på sig selv som musiker, har Linnea endelig fundet ankeret i sig selv. Hun har landet en pladekontrakt hos Danmarks største uafhængige pladeselskab, Playground Music, og i fredags udgav hun sin fjerde single i rækken under et artistnavn, som Linnea selv beskriver som sin indre stemme. Den indre stemme hedder IVA, og på sin nye single undskylder hun over for sig for at have lagt låg på sin største passion i livet. Singlen får selskab af en musikvideo, som du kan få en forsmag på her.

– IVA er en ældre udgave af Linnea. Jeg er stadig mig, men jeg har bare en helt anden bagage med, som jeg har haft brug for at definere på en anden måde, som er 100 procent mig selv. Jeg er også blevet mere selvsikker i den måde, jeg er som musiker.

Det nye kapitel i Linneas karriere adskiller sig rent fysisk også fra det gamle ved, at hun denne gang skriver størstedelen af sin musik derhjemme, i trygge rammer. Her får hun afløb for nogle af alle de tanker og følelser, der gruer indeni. Følelser, der faktisk ofte udspringer af hendes første møde med musikbranchen. 

– Nogle gange sidder man jo og tudbrøler, når man skriver en sang, og det er virkelig pinligt, men det gør jo ikke noget, når man bare selv sidder med den. 

Men selvom sangskrivningen ikke altid er en dans på røde roser, er det faktisk ofte de svære sange, der ender som de bedste, fortæller Linnea: 

– Når jeg har været ude for noget eller er i en presset periode, skriver jeg faktisk de bedste sange, fordi der sidder følelserne uden på tøjet. Og så kommer de bare helt af sig selv.

Mod en lysere fremtid

Linnea går en lys tid i møde med IVA, det er jeg slet ikke i tvivl om. Hun har med sine fire udgivne singler allerede cementeret sig som en af de mest lovende popartister på den danske musikscene. Det internationale potentiale er i øvrigt heller ikke til at tage fejl af. Men for at nå helt til stjernerne, kræver det mål og drømme, og dem har Linnea heldigvis masser af, for »musikken er lige pludselig ikke et mareridt længere,« som hun med ro i stemmen fortæller.

– Jeg har skrevet mine mål ned, så jeg kan nå alt det, jeg gerne vil. Og det er at være fuldtidsmusiker med alt, hvad det indebærer. 

Linneas historie er et levende bevis på, at der findes lys for enden af tunnelen – og selvom det måske stadig er svært at spotte lyset for enden af i corona-tunnelen, er spillestederne trods alt begyndt at åbne stille og roligt op, og det er noget, der kommer IVA til gode. For hun har netop brugt en stor del af sin lockdown på at nørde musikken, så hun på den anden side ville have nok sange i banken til at kunne spille live.

– Det er jo en krise, vi er igennem med corona, men det har virkelig også givet mig en masse frirum til bare at skrive og dykke dybere ind i mig selv og mine sange og få lagt nogle flere numre i banken, så jeg er klar til at spille live og det hele.

I øjeblikket er IVA og band i fuld gang med at øve op til kommende koncerter, og med artistens kreative mindset, som nedenstående video eksemplificerer, kan vi vist godt forvente et show for alle pengene. 

Tags:
,