Pil – UHØRT Festival 2020

Foto: Natasha Penaguiao
Scene: Gårdscenen
Dato: Fredag den 4. september 2020

På trods af dårlig lyd stod modige Pil scenevant og selvsikker som den første på Gårdscenen fredag.

[rwp_box id=”0″]

På scenen står et enkelt Nord-keyboard og en enlig drumpad klar. Ind kommer Pil i et blåt sæt tøj, og helt alene indtager hun den store scene kun i følgeskab af en trommestik, der som en tryllestav sætter gang i backing-tracket på drumpaden. 

Desværre er der allerede ved Pils første tone lydproblemer, og opmærksomheden fjernes fra den hverdag-poetiske, dansksprogede pop til en overstyret vokal, der vækker minder til de dårlige mikrofoner, der fulgte med de karaokemaskiner, der var populære da jeg var barn. Og det er synd – for det er velskrevet inderlig musik, der fortjener en god vokallyd. 

Ved næste nummer er lyden ikke blevet meget bedre, til gengæld fungerer hendes omgang med drumpaden stadig, og det modige ensomme udtryk bliver understøttet af Pils fantastiske nærvær på scenen. Med en god blanding af at være hjemme hos sig selv med lukkede øjne og ude til publikum med dans og øjenkontakt, er hun enormt betagende på en scene, og man kan føler sig tryg hos den dygtige performer, som også får en til at grine, da hun efter andet nummer udbryder: »Oh My God venner!«

Ved det tredje nummer ”Gulvet” er vokal-lyden blevet meget bedre, og det er svært at sidde stille til det stærke nummer, som giver associationer til en blanding mellem Medina og Marie Key. Men lige der, hvor koncerten begynder at føles, som om den er faldet på plads, forlader Pil sin trofaste drumpad og sætter sig ved keyboardet. Jeg var spændt på at høre en mere ’live’-lyd fra den unge kunstner, der fortæller, at hun ligesom alle andre har skrevet en del musik under coronatiden. Det næste nummer er et helt nyt og mere stille nummer, der handler om en folkeskoleveninde, som hun følte altid havde vind i håret og var lidt mere dejlig end hende selv. Desværre var nummeret en kende banal og blev akkompagneret af en meget ubarmhjertig klaver-lyd, som havde gjort det svært for selv den bedste pianist. Vokal-præstationen var desværre heller ikke on point i det nye nummer, der dog ellers indeholdt en del fine elementer. 

Det blev dog også kun til et enkelt nummer på keyboardet, og Pil ender tilbage ved drumpaden og spiller sit store hit ”Nattely”. Men her er der noget, der virker off i forhold til timingen i backing tracket. Dog er det ikke noget, der påvirker Pil, som i dette nummer viser en rigtig fin vokal. »Venner! Jeg må bare sige, at jeg rigtig godt kan lide jer!« siger hun til det taknemmelige publikum. Hun er nået til det sidste nummer, og så er det som om, det hele falder på plads igen. ”Hinanden” står skarpt. Vinden begynder pludselig at blæse i Pils hår, og som en erfaren popstjerne bevæger hun sig rundt på scenen og afslutter en ellers blandet koncertoplevelse helt uovertruffent. 

Amanda Freisleben Lund
Amandafreisleben@bandsoftomorrow.com