25 sep Joyce – Store VEGA
Foto: Joe Miller
Dato: den 24. september 2020
Venue: Store VEGA
Det Københavnske punkrock-band Joyce udviste dårlig dømmekraft og stor spilleglæde, da de torsdag aften stod på VEGAs store scene med et show, der ville have sparket røv, hvis ikke publikum var bundet til deres stole.
[rwp_box id=”0″]
Der blev ikke sparet på energien, da Joyce indtog scenen foran en udsolgt sal på Store VEGA. Havde gulvet foran scenen været fuld af et stående publikum og ikke adskillige stolerækker, ville festen unægtelig have været markant anderledes, end det var tilfældet. Ingen tvivl om, at COVID-19 får skyld for meget for tiden. Nu også for at påvirke denne koncert negativt. Men at omstændighederne er, som der er, kan vi ikke lave om på. Derfor ville det have klædet bandet at tilpasse sig disse omstændigheder. At blæse derudaf med 110 i timen uden stop er ganske enkelt ikke holdbart, når publikum ikke kan give andet tilbage end klapsalver, når et nummer er slut
Om det var lydmanden, der fuckede op, eller om bandets forsanger, Sebastian Wegener, skal på artikulationskursus, er ikke til at sige. I hvert fald var det næsten umuligt at forstå et eneste ord af, hvad der blev sunget, hvis ikke man i forvejen kendte lyrikken. Flere gange lød det som om, Wegener havde glemt at tage sit mundbind af – så dårlig var lyden. Nummeret ”Tomme ord” endte i hvert fald med at blive lidt for sigende for den generelle oplevelse, hvilket er synd taget i betragtning, at bandet kæmpede en beundringsværdig kamp for at give publikum den oplevelse, de må have hungret efter med et halvt års koncerttørke.
Ingen tvivl om, at Joyce er et ambitiøst band, der vil udover scenekanten. Og det kom de også. Desværre så meget, at det konstant høje energiniveau slet ikke var synkroniseret med det siddende publikum. Især på forreste række, må de have siddet med en ubærlig uro i kroppen og enorm trang til at hoppe op og headbange. Oplevelsen ville unægtelig have været en anden, hvis bandet havde været omstillingsparat og sørget for at bringe nuancer ind i det monotone udtryk. Et mere nuanceret udtryk ville med stor sandsynlighed have resulteret i en federe og mere unik koncertoplevelse. Og Joyces musik har rigeligt med potentiale til, at det ikke nødvendigvis skal spilles som på indspilningerne. Det tidligere nævnte nummer, ”Tomme Ord” ville for eksempel have været et oplagt sted til et sådan skift.
Til trods for den lidt underlige oplevelse var det en fornøjelse at overvære et band med så stor lyst til at stå på scenen. Spilleglæden var enorm, og publikum var uden tvivl stærkt begejstret for endelig at opleve bandet live. Så meget mere ærgerligt var det også, at fusionen mellem band og publikum ikke var til stede.
Som første ekstranummer spillede Joyce ”Tiden har ødelagt alt i mig”. En meget aktuel titel på et afsluttende nummer. For ja, tiden har ødelagt meget for Joyce, der er et band, der fortjener et stående publikum.
