25 sep IDLES – Ultra Mono

Foto: Tom Ham
Label: Partisan Records
Udgivelsesdato: Fredag den 25. september 2020

Den britiske post-punk kvintet IDLES er klar med deres tredje fuldlængde album, ‘Ultra Mono’. Få bands formår at betage lytteren, som IDLES gør det, og ‘Ultra Mono’ er ingen undtagelse. I løbet af små 45 minutter bliver vi kastet rundt i IDLES’ kaotiske punk-univers. 

[rwp_box id=”0″]

Post-punk genren ridder på en bølge af succes i disse år. Inden for genren står IDLES som en af de helt store fanebærere. Jeg tror ikke, at jeg kan forestille mig et bedre tidspunkt at høre post-punk på end disse forvirrede og indebrændte tider. Vi har alle sammen brug for et spark bagi, og det spark giver IDLES os i den grad!

Ligesom post-punk bølgen oplever stigende popularitet, gør IDLES det også. Sidst IDLES gæstede Danmark var i sommeren sidste år, hvor de spillede på en af de mindre scener på Northside Festival, og før det var i 2018, hvor de optrådte for et udsolgt Musik Loppen – og i år skulle de så have opvarmet for Pearl Jam i Royal Arena. Det er noget af et skridt, må man sige. Koncerten er af gode grunde blevet udskudt, men det viser noget, om hvilken vej det går for Bristol-kvintetten.  

Albummet starter med den yderst hårdtslående sang “War”. Her skal det måske lige slås fast, at IDLES er et band, som ikke er bange for at dele deres holdninger om verden. Nogle bands forsøger at gemme deres politiske budskaber bag et lyrisk slør. Det gør IDLES ikke. De siger præcis det, de mener. 
“War” er en antikrigs sang i bedste punkstil. Aggressivt trommespil, en forsanger, der råber al sin frustration lige ind i hovedet på en, og to guitarer, som laver lyde, der kunne give associationer til luftangrebssirenerne under Anden Verdenskrig, udgør IDLES’ bud på en ægte antikrigs sang. Tekst er der ikke meget af, men det, der er, er lige ud af posen: 

// Send Johnny to the sand box baby // Send Sally into open fire // Send Sally to the sand box baby // We’re dying for the stone-faced liars //

Kender du slet ikke IDLES, så skal jeg prøve at forklare, hvad det handler om. IDLES handler om at få sagt, det man har på hjerte, alt imens man også leverer nogle sange som balancerer mellem de gode melodier, og det aggressive og dybt sarkastiske univers. I front har de en eminent forsanger i form af Joe Talbot, som både formår at have den aggressive, punkede attitude i sin stemme, mens han stadig virkelig kan synge, når det er det, han skal. Minder de om Arctic Monkeys i deres tidlige år? Hmm… Mjah, måske. 

Det sarkastiske kommer især til udtryk i sangen “Mr. Motivator”, som starter med linjen: 

// I am I and I intend to go go go // Like Connor McGregor with a samurai sword on roller blades //

Jeg skal ikke gøre mig klog på, hvad det enlig handler om – men det kunne meget vel være en kritik af den konforme, materialistiske verden. Budskabet er måske endda, at vi som mennesker skal komme tættere ind på hinanden i stedet for at blive mere splittede. Omkvædet lyder i al fald: 

// Let’s seize the day // All hold hands //Chase the pricks away //

Netop dette med fællesskab er noget, IDLES går meget op i. De beskriver selv dette udspil som en hyldest til fællesskabet – både det fællesskab, de har opnået med deres musik – men måske også det fællesskab, som er menneskeheden. IDLES’ mantra lyder da også ’All is Love’. Det er i øvrigt også navnet på en Facebook-gruppe startet af deres fans, som i skrivende stund har over 30.000 medlemmer (AF Gang). 

Dette fører mig til sang nummer 5 på albummet: “Kill Them With Kindness”. Lytter man kun til musikken uden at lægge yderligere mærke til lyrikken, ville man nemt kunne få den opfattelse, at dette er nogle mænd, der gerne vil ud og smadre ting. Men ved et nærmere blik på teksterne, viser det sig, at det i langt højere grad handler om at ødelægge idéer med kærlighed og fællesskab. Det kan forekomme som noget af en kontrast til deres musikalske univers, men det virker egentlig meget naturligt. Det de vil er at ændre verden til det bedre ved at pege på de problemer, som de ser rundt omkring i verden. Hvad end det er racisme, homofobi eller krigsliderlighed, så vil IDLES kæmpe imod det, og deres våben er deres musik og deres ekspanderende fællesskab. 

Ultra Mono er et særdeles anbefalelsesværdigt album, som fans af genren ikke må undgå. Er du ikke normalt til punk/post-punk, så synes jeg stadig, du skal give pladen et lyt, for det er noget helt særligt.