CHILI – UHØRT Festival 2020

Foto: Fabian Intasan 
Scene: Skatescenen
Dato: Torsdag den 3. september 2020

CHILI satte UHØRT Festival 2020 i gang med et siddende publikum og forståelige startvanskeligheder.

[rwp_box id=”0″]

CHILI, der både har været med i MGP og er blevet nummer to i X Factor er nu sprunget ud som soloartist og udgav for nyligt sin første single “Dear Night Sky”, som vi i går fik glæden af at høre live.

Med en præsentation fra konferencieren om ikke at råbe og ikke at gå hen til hende-den-søde, var det mærkeligt at forstå, at man rent faktisk var på festival. Men det var nu engang tilfældet.

CHILI startede livemusikken til noget andet, end det man er vant til; et siddende publikum og dermed et noget anderledes festival-setup. Ændringer, alle vist lige skulle vænne sig til, men det var trods alt dejligt at høre livemusik igen.

Koncerten foregik på den ene af to de indendørsscener, Skatescenen. Den gråhvide skate-hal var imidlertid ikke det mest charmerende spillested på en grå torsdag eftermiddag, og man kunne føle, at man befandt sig på en turné i et vilkårligt kulturhus i det danske ganske land. I det hele taget et sensommervejr, som man godt kunne have ønsket sig bedre, men koncerten var heldigvis i en nærmest fuld sal – med afstand mellem publikum, vel og mærke.

Der er ingen tvivl om, at CHILI har en god sangstemme med fine fraseringer. Hun indtog scenen med sit søde, charmerende og ydmyg gemyt. CHILI blev bakket op af et moderat firemandsband, der ikke virkede som om, de havde spillet sammen særligt længe. Med stor stil førte hun bandet an iført sit røde chili-outfit. Hele bandet var også klædt i sort og rødt, men det virkede som om, at det måske var det, der matchende bedst mellem bandet og CHILI. De startede imidlertid ud med en fin ensemble i en storladet form for big band ballade, hvor CHILI kom helt op i de høje register.

På andet nummer skiftede det en smule karakter, hvor CHILI gik over i et mere klassisk popnummer, selvom det var tydeligt, at sangerinden gerne ville op i et højere register og skabe de store ballader, hvilket kunne blive en lidt stor mundfuld til tider, og desuden led lidt af en manglende kemi mellem hende og bandet.

Den nyeste single “Dear Night Sky” var klart det nummer, der fungerede bedst – og for mig at se koncertens højdepunkt. Den talentfulde sangerinde fandt her sin plads på et nummer, hun muligvis også er mere hjemme i end de øvrige.

På “Simple”, der handler om at finde sig selv i denne verden, blev det dybere og mere stille. Et par numre henne kammede det en smule over, til noget jeg nærmest vil betegne som emo-pop, hvilket hverken skal forstås særligt negativt eller deslige positivt. Med linjen // I’m not made of stone, // som på sin vis var smukt, men samtidig også blev en anelse clichéfyldt.

På sidste sang gik der nærmest club-pop i den på et nummer, hvor arrangementet fungerede overraskende godt med groovy rytmeguitar og fint akkompagnement fra bandet. Men igen – et popnummer, der smagte lidt for meget af cliché, hvilket også blev en faktor, der gjorde at det blev svært at leve sig fuldstændig ind i koncerten.

Klaus Nørby Bondegaard
klausbondegaard@bandsoftomorrow.com