Bersærk hyler mod månen på ny single

Foto: Ræveðis

Bersærk inviterer os endnu engang ind i deres mytiske og Nordiske univers.

// Blodmåne er ulvens røde øje, der vogter grænsen mellem orden og kaos, det naturlige og det simulerede, menneskelig harmoni eller dissonans//

Sådan beskriver Bersærk selv deres nyeste single “Blodmåne”. Bersærk har efterhånden cementeret sig som en vigtig spiller på den danske metal/tung rock-scene, siden debuten Mulm der udkom tilbage i 2015, som næsten allerede har fået klassiker status. “Blodmåne” er tredje single fra bandets kommende plade SOL der udkommer den 23 oktober.

“Blodmåne” er en hårdtslående sang, der kalder til de dybtliggende dyriske instinkter i os alle sammen. Der bliver som altid leveret hårdtslående tung rock, der trods de til tider filosofiske tekster, stadig er meget jordnært og man fornemmer en stærk forbindelse til den jyske muld. Deres riffs er groovy og vokalen er oldnordisk og raspende. Man bliver nærmest transporteret ud i en mørk nåleskov, med blodmånen som eneste lyskilde på himlen. Der er virkelig noget rituelt over Bersærks særprægede lyd.

Vi kan vente os et brag af et album når Bersærk den 23 oktober udgiver ny plade, men indtil da kan du lytte til tredje single “Blodmåne” lige her.

Tags:
Laura Nielsen
lauranielsen@bandsoftomorrow.com