15 sep Artifact Collective slipper fængende single om den svære kærlighed
Foto: Søren Drastrup
Det københavnske musikkollektiv Artifact Collective er ude med det første nye musik i 2020. Et organisk og melodisk pop-udspil om et opslidende kærlighedsforhold.
Artifact Collective er et popband bestående af fem mænd i midt-20’erne, der selv skriver, producerer og mixer deres musik. Besætningen ombord er henholdsvis Victor Oliver Møller (forsanger), Jens Højager (trommer, synthesizers), Mikkel Westergaard Larsen (guitar), Paakow Tawiah (guitar), og Eric Thyrgaard Jensen (bas). Og for at blive i metaforikken handler deres nye single “Rounds 12” om et forlist kærlighedsforhold, der ligger på havets bund uden at få luft.
Singlens titel referer selv til et billede på en boksekamp, hvor forholdet er gået ud i tolvte runde, hvor man er fuldstændig opslidt og drænet for energi. Forsangeren fortæller selv dette om nummeret:
– ‘12 Rounds In’ er gennemvædet af frustration. Den er et anthem til dem, der tør slå sig på sine følelser. Titlen refererer til at være i tolvte og sidste runde af en boksekamp, hvor kræfterne er brugt op, og man føler sig gennembanket i hele kroppen. Sådan føltes store dele af 2019 for mig, da jeg indledte et hæsblæsende forhold, der var dødsdømt på forhånd. Med denne sang forsøger jeg at sætte ord på den frustration over en kærlighed, jeg aldrig fik lov at finde mig til rette i.
Der skulle eftersigende være mere på vej for den københavnske kvintet med den organiske fængende poplyd. Lyt til nyeste udspil herunder: