fbpx

De 5 bedste opdagelser fra Reeperbahn Festival 2020

Foto: Jinka // Yannic Pöpperling

Vi er nu hjemvendt fra en tiltrængt festival i det tyske, og med hjem i bagagen har vi en række nye spændende opdagelser, som du kan blive klogere på her. Hvad end du er til R&B, pop eller rockede toner, er der forhåbentlig noget at hente i guiden her.

Selvom årets Reeperbahn Festival var en meget anderledes en af slagsen, hvor vi desværre måtte gå forgæves til flere koncerter grundet allerede fyldte venues, var det nu rart alligevel at få lidt festivalstemning ind under huden. Her er vores fem bedste opdagelser fra årets festival. 

Douniah (DE)

Soulet R&B med 90’er vibes a la Jorja Smith.

Douniah er uden tvivl det nye R&B-håb. Inden ANCHOR Awards havde vi glædet os til en lidt mere intim koncert på Reeperbus-scenen. Her skulle Douniah nemlig spille. Desværre var der en forsinkelse, der gjorde, at vi kun nåede et enkelt nummer fra stjernen. Og det var da også med stor ærgrelse, at vi måtte forlade koncerten så hurtigt. For hendes vokal, der til tider gav associationer til Jorja Smith, sad helt klart og sprødt fra første tone, og vi var meget imponerede. Hun leverede ægte, ærlig og soulet R&B, som er svær ikke at forelske sig i. Hun virkede enormt rolig i sit væsen, og det var alt i alt en kæmpe fornøjelse – så længe det varede. Vi må have en fuld koncert med hende til gode!

Jan Verstraeten (BE)

Intimt, men samtidig storslået, lo-fi indiepop med noter af jazz.

En koncert, der i den grad også gjorde indtryk hos os, var med Belgiske Jan Verstraeten, der havde taget sit imponerende band med bestående af en strygekvartet, en kontrabassist, en trommeslager og en pianist. Bandet var iført ens neongule kedeldragter, hvilket gjorde det visuelle udtryk specielt og mystisk. Det samme var musikken – men på en smuk og drømmende måde. Jan Verstraetens musik er en blanding af cinematisk indie og lo-fi bossanova. Hans tilstedeværelse på scenen var betagende, og med sin nærmest Thom Yorke-lignende vokal – som stod så stille og uskyldig men samtidig enorm stærk og excentrisk – blev der skabt en helt speciel atmosfære i den smukke teatersal Imperial Theater, hvor de spillede. På et af numrene hev hele bandet dukkelignende masker ned over deres ansigter, og ud fra en legetøjs båndoptager blev der afspillet en barnestemme, som bandet spillede henover, hvilket var helt specielt og nærmest Disneyesque. En koncert, der i sin helhed stod skarpt, hvor det var en sand fornøjelse at være publikum, og hvor det for en gang skyld faktisk gav super god mening med siddepladser.  

Jettes (DE)

Stemningsfyldt, sommer-vibende indierock, der trækker tråde til grunge og garagerock.

Den Berlinbaserede gruppe Jettes oplevede vi på en af festivalens få udendørsscener under den lunende efterårssol, hvilket skabte de perfekte rammer om den stemningsfyldte rå indierock, bandet spiller. En stemning, som også kommer meget godt til udtryk på indspilningerne. Hør for eksempel deres to seneste singleudgivelser “Team” og “Justine”, der på hver sin måde indfanger ungdommens bittersøde tankemylder i et interessant lydbillede med guitarriffs og vokalen i fokus. Med de to nye singleudgivelser kunne det godt tyde på, at der er noget større på vej, hvilket vi krydser fingre for her på redaktionen. Vi følger i hvert fald med fra sidelinjen. 

Jinka (DE) 

Bombastisk cyberpop til dig, der elsker Charli XCX.

Jinka er en af de artister, vi havde glædet os særligt meget til at opleve på årets Reeperbahn Festival, og man kan vist roligt sige, at vores forventninger blev indfriet. Hendes bombastiske cyberpop a la Charli XCX er spækket med girlpower-attitude, og på en scene er der intet, som kan vælte den energiske og dansende popkomet. Sådan virkede det i hvert fald, da vi oplevede hende på vores første dag af årets festival, hvor vi blandt andet skrev følgende: »Med sig på scenen havde hun en excentrisk hypewoman/DJ/synth-spiller. De to var et vildt par, og der var hård bas og buffalo sko for alle pengene. Musikken var som at få en mavepuster – på den gode måde – og der var så meget lækker energi at spore, som smittede af på alle.« Der er ingen tvivl om, at Jinka er én, man skal holde et vågent øje med i fremtiden.

ÄTNA (DE) 

Mystisk electropop med hårdtslående techno-elementer.

Duoen ÄTNA var uden tvivl festivalens mest hypede navn. Der blev snakket om dem i alle kroge af Reeperbahn Festival, og derfor var det selvfølgelig også nogle, vi bare måtte opleve live. Men det skulle vise sig ikke at blive så nemt igen, for hele to gange måtte vi gå forgæves. Spillestederne var allerede fyldte, trods vi kom 45 minutter før tid. Men tredje gang blev lykkens gang, for heldigvis fik vi glæden af en lille smagsprøve på deres unikke, mystiske og hårdtslående electropop-univers til årets ANCHOR Awards, hvor de ikke overraskende også endte med at løbe med sejren. ÄTNA har tydeligvis allerede godt gang i karriere hjemme i Tyskland, og vi er ret sikre på, at det blot er et spørgsmål om tid, før den internationale musikbranche får øjnene op for duoen.