fbpx

Dagbog fra Reeperbahn Festival 2020: Det så vi fredag

Foto: Jettes // Marvin Contessi

Trods corona og diverse restriktioner, lever musikken videre, og det er Reeperbahn Festival et ret godt eksempel på. Derfor er vi endnu engang taget et smut til Hamborg for at snuse rundt i det spirende vækstlag. Her er hvad vi oplevede på vores anden dag af en anderledes, men tiltrængt Reeperbahn Festival. 

Efter en stille og rolig start på dagen, var det første punkt på programmet Jettes, som vi skulle opleve på Spielbude XL-scenen. Hamborgs sol var endnu skarpere i dag, og vi nød at få lidt varme i ryggen. Jettes var booket perfekt til den udendørs scene, og udover Laura Lee i fronten havde de sågar også en kvinde bag trommerne – super cool. Deres seneste single “Justine” er vi meget begejstrede for, og man må sige, at de leverede netop det, de lovede. Der var fra første slag lagt op til medrivende garagerock og cathy guitar riffs. Publikum var mødt talrigt op – ja der var faktisk fyldt op til randen med den tilladte mængde mennesker – og man mærkede en stor glæde og taknemmelig fra bandets side af. Mellem de respektive sange var der kontakt til publikum, og bandet var super charmerende. Laura Lees vokal var lys og legende, og når hende og den anden vokalist, der var mødt op i stedet for duoens egentlig medlem Melody Connor, sang sammen, lød det bare super cool, og de klædte hinanden meget. Det kunne der faktisk godt have været mere af. Koncerten var fyldt med fængende guitar hooks, og er man til The Raveonettes og Swan Lee, er Jettes med stor sandsynlighed noget for dig. 

Lige efter Jettes var vi veloplagte, og klar til næste act, som var den norske Tuvaband. Hende havde vi i den grad set frem til at opleve, men ligesom i går blev vi endnu en gang mødt af en kæmpe kø – trods vi kom i god tid. Vi var optimistiske, men koncerten var allerede fyldt før tid. Endnu en koncert på Reeperbahn, vi måtte undvære grundet den skærpede plads på spillestederne. Vi må have Tuvaband til gode for denne omgang.

Fra en velspillet koncert med Jettes – og efter skuffelsen over ikke at være blevet lukket ind til Tuvaband – bevægede vi os over til en anden koncert, som skulle vise sig at blive mindst lige så gennemført, som den vi lige havde oplevet. Jan Verstraeten spillede på smukke Imperial Theater, der med sine røde velourgardiner og neddæmpede lys skabte de perfekte rammer omkring artistens bløde og intime musik. Utroligt nok var det faktisk også her, at vi for første gang i løbet af festivalen oplevede et tilfredsstillende lydniveau. Generelt har lyden til de øvrige koncerter været lige til den lave side – måske fordi der er sparet på udstyret med alle de penge, der i stedet er brugt på at omarrangere festivalen til en corona-venlig udgave – men på Imperial Theater var den faktisk ganske udmærket. Her blev vi præsenteret for det ene velskabte nummer efter det andet, leveret af artisten selv og hans fulde bandopsætning bestående af en velspillende strygekvartet, en kontrabassist, en trommeslager og en pianist. Særligt ét nummer gjorde stort indtryk. Et nummer, hvor samtlige orkestermedlemmer pludselig stod iført huer trukket helt ned over hovedet, så de dækkede ansigtet, hvilket straks gav associationer til de uhyggelige monstre, man troede på boede under ens seng som barn. Det kulminerede, da Jan Verstraeten hev en båndoptager frem (en af de der retro nogle med hank) – der så ud til at være hentet direkte fra hans barndomshjem, hvorfra han afspillede indtalte børnestemmer, hvilket udgjorde vokalen på hele nummeret. Alt i alt en virkelig dragende oplevelse, der indtil videre har sat sig fast som en af festivalens bedste. 

Endnu en koncert var på vores program, og denne gang var vi ekstra spændte. ÄTNA er bandet, der er på alles læber her under Reeperbahn Festival 2020, og vi var derfor enormt spændte på at opleve dem. Lokationen var på Mojo Club, som om dagen er gemt væk nede i asfalten og om aftenen åbner op til de underjordiske indgange. Vi kom tre kvarter inden koncertens start, men så med det samme en kø, der gik helt ned til det næste hjørne af bygningen. Og endnu engang måtte vi gå forgæves og indse, at vi nok ikke skal stikke næsen for langt efter noget, selvom vi endda dukker op i god tid. ÄTNA er et band, man virkelig skal holde øje med, og vi er spændte på at se, om det er dem – eller en af de andre nominerede – der løber med prisen til ANCHOR Award i aften.

Med skuffelsen over ikke at være blevet lukket ind til koncerten med ÄTNA var vi fast besluttede på, at vi ikke skulle gå hjem i seng uden en sidste koncertoplevelse. Vi tog derfor en smule frustrerede videre mod Molotow Club for at se Albertine Sarges & The Sticky Fingers. Albertine Sarges leverede en spændende blanding af attitudefuld indie med en form for spoken word sange, hvor blandt andet sangen “Free Today” omhandler det at være fri og bade nøgen ved en sø. Der var helt sikkert nogle finurlige detaljer i både hendes tekster og bandets sammenspil – der blandt andet indkluderede tonerne fra en tværfløjte, hvilket gav musikken et cool touch. Koncerten var ikke den mest ophidsende af slagsen, og det blev en smule kedeligt i længden, men skønt var det dog at gå hjem med en sidste koncertoplevelse for dagen. Vi sagde godnat efter en festivaldag med både op- og nedture.