18 sep SILQUE – Odyssey

Foto: Martin Fält
Label: W.A.S. Entertainment
Udgivelsesdato: Fredag den 18. september 2020

Albummet ‘Odyssey’ af det danske indieband SILQUE byder på masser af ørehængere, eventyrlige overgange og en (desværre) lidt tam slutning. De fire gutters andet fuldlængde plade er mere klar i udtrykket, og hvis man er til drømmende lyrik malet i de stærkeste synths, så er ‘Odyssey’ lige sagen.

[rwp_box id=”0″]

Efter et par hårde år for de fire gymnasievenner fra Køge er SILQUE tilbage med deres nyeste plade Odyssey. På det 10-numre lange album er den tidligere brede rocklyd blevet byttet ud med en mere elektronisk og moderne indielyd.

Odyssey begynder med en atmosfærisk intro, der med brede synth-akkorder langsomt – men markant – åbner pladen. Det er nærmest The Minds of 99-klingende og formår i en flydende overgang at lægge op til den skønne diskobasker “Venus”, der med fede guitarlicks og hårdslående synths i omkvædet gør det svært at sidde stille. Versene er modsat meget mere rolige og fortællende, men denne kontrast gør det til et spændende nummer, som meget fint viser SILQUEs styrker.

Næste nummer er deres seneste single “Anticipation”, hvor tempoet lige får en nyk ned, men hvor man til gengæld virkelig får lov til at høre forsanger Anders Friis’ flotte vokal. Tempoet forbliver nede på ”Waiting for Time”, men desværre bliver nummeret en kende banalt og ja – en smule kedeligt. Man kan mærke, at bandet har en masse på hjerte, men med den repitative tekst og uh-stykkerne minder det mest af alt om et lidt corny 80’er nummer. Til gengæld får man helt optur over den dansable ”Luna”, hvor rock-lyden også brænder mere igennem end på de første numre på pladen. Det ér altså de lidt mere uptempo-numre, der fungerer bedst for kvartetten. 

På ”Close Your Eyes” får man lidt samme fornemmelse som i intro-nummeret. Tracket bevæger sig over i et tungt, groovy instrumentalnummer, hvor synths endnu engang fylder. Det er en form for breaker i pladen, som fungerer godt i det ellers meget lyrisk fortællende univers. Nummeret går over i et af deres mest rockede på pladen – nemlig ”The Love You Give”, hvor det melodiske guitar og pumpebas får hårene til at rejse sig. Den maleriske vokal og simple akkordføring viser endnu en gang, at det simple og tempofyldte er deres spidskompetence.

Flere numre på pladen har en form for reprise eller breaker-funktion, som nummeret ”Where Do We Go From Here”, der formløst og svævende instrumentalt viser en helt andet side af det ellers mere hit-baserede rockkvartet. Desværre er ”You Fell In Love With A Love Song” ikke på niveau med deres andre numre, og selvom nummeret er interessant, vil det for meget og flyder ikke på samme måde, som resten af numrene på pladen. Pladens sidste nummer ”Right / Wrong” formår desværre heller ikke rigtigt at binde sløjfe om den ellers virkelig gennemarbejdede plade, og det er et af de eneste numre, hvor vokalen ikke står helt så skarpt, som den kunne have gjort. Lyrisk- og temamæssigt er det en fin afslutning, men musikalsk er de sidste to numre ikke på niveau med resten.

SILQUE har fundet en lyd og en udtryk på Odyssey, som virker helt rigtig i forhold til deres evner og musikalitet, og de forskellige numre bliver smukt bundet sammen af overgange og en gennemtrængene SILQUE-lyd – ligegyldig om det er en diskobasker eller et eksperimenterende instrumentalnummer. Desværre får albummet ikke helt den afslutning, som den ellers meget flotte plade fortjener.