fbpx

Dagbog fra Reeperbahn Festival 2020: Det så vi torsdag

Foto: Jinka på Nochtspeicher onsdag // Lisa Meinen

Trods corona og diverse restriktioner, lever musikken videre, og det er Reeperbahn Festival et ret godt eksempel på. Derfor er vi endnu engang taget et smut til Hamborg for at snuse rundt i det spirende vækstlag. Her er hvad vi oplevede på vores første dag af en anderledes, men tiltrængt Reeperbahn Festival. 

Efter at have indlogeret os i vores lille, men centrale AirBnb-lejlighed, bevægede vi os i rask tempo op mod Festival Village for at checke ind på festivalen. Det skulle gå ret hurtigt, for allerede kort tid efter ankomst havde vi en interview-aftale med den norske ANCHOR-nominerede Tuvaband. Vi nåede det og fik os en spændende snak med artisten om blandt andet valget af at bosætte sig i Berlin, det at være ANCHOR-nomineret og meget andet. Et interview, som man kan glæde sig til at læse her på sitet inden længe. 

Kort tid efter gik vi op mod en af de lidt større scener på festivalen, Spielbude XL, som Nicklas Sahl havde fået æren af at åbne. Her blev vi for første gang mødt af et lidt omstændigt check-in-system, som festivalen har indført i forbindelse med COVID-19. Her skal man ved hvert venue eller scene scanne en QR-kode og udfylde en række oplysninger, så festivalen kan komme i kontakt med dig i tilfælde af smitte. Som nævnt en smule omstændigt, men formålet er jo heldigvis godt, så hvis det er det, der betyder, at vi kan få lidt tiltrængt festivalstemning ind under huden, så sluger vi det råt. Nok om det. Min sin ørehængende pontoner spillede Sahl Spielbude XL-scenen op og gav os flere smagsprøver på sit kommende debutalbum. Der var ikke et øje tørt blandt publikum, der diskret vuggede med til den tiltrængte livemusik. Alt i alt en virkelig dejlig start på vores første af tre festivaldage. 

Dagens anden koncert blev med den Berlinbaserede Jinka, som vi i den grad havde set frem til at opleve. Hendes koncert foregik på Knust – den første indendørs scene for vores vedkommende – og her var der virkelig styr på corona reglerne. Vi blev pænt forklaret hvor og hvornår, vi skulle have vores maske på (hvilket har været lidt svært at finde ud af, ved andre lokationer), og dørmanden viste os pænt hen til vores pladser. Det samme gjorde han, da vi skulle ud fra salen. Mega god oplevelse. Men det bedste var selvfølgelig den voldsomme, energiske og festlige optræden fra Jinka. Jinka laver bombastisk cyper-pop med girlpower-attitude. Med sig på scenen havde hun en excentrisk hypewoman/DJ/synth-spiller. De to var et vildt par, og der var hård bas og buffalo sko for alle pengene. Musikken var som at få en mavepuster – på den gode måde – og der var så meget lækker energi at spore, som smittede af på alle. Dog opstod der for et kort øjeblik problemer med lyden hos Jinka, og man kunne frygte det værste. Men hun tog det enormt professionelt og sang videre, imens lydmændene ihærdigt forsøgte at fixe problemet. Generelt kunne lyden godt have været en del højere, for det var lidt synd at så kraftfuld musik, ikke kunne mærkes helt inde i kroppen, som ellers håbet. 

Med sig på nogle af numrene havde Jinka en rapper, der godt nok var svøbt ind i mere autotune end Jinka, men de havde en fest oppe på scenen, og man kunne virkelig fornemme, at de elskede det. Jinka er virkelig lyden af 2020s kreative univers, og vi er meget spændte på at følge med i hendes udvikling. Er man vild med Charli XCX, så er Jinka altså lige sagen. 

Efter det kæmpe energiboost, som Jinka havde givet os, bevægede vi os videre til den største scene af dem alle på årets festival – nemlig Festival Village-scenen, som er placeret under åben himmel. Her var der styr på opstillingen af de mange, mange stole til publikum, og vagterne navigerede hver enkelt publikum til deres plads. Her fik vi det velkendte sus i maven over at være til en større koncert – og især i disse tider, var det spændende at se, om koncerteoplevelsen kunne overtrumfe omstændighederne. Vi skulle se den tyske kunstner Drangsal, som er ægte tysk new wave rockmusik, iklædt en snert af diskokugle-pop. Han kom ind på scenen i sit hvide suite og en mørk øjenmakeup, og der var tysk attitude fra første tone. Undervejs blev der sunget på både tysk og engelsk – men det var ikke kun teksterne, der skiftede fra det ene til det andet – også kompositionen og udtrykket på scenen var en smule skizofrent. 

Det var mildest talt lidt svært at finde ud af, hvor Drangsal ville hen, og hvilket af de mange udtryk han egentlig helst ville være i. Lyden på selve scenen var desværre også alt for lav, hvilket var lidt ærgerligt for hele oplevelsen. Drangsal var heldigvis fuld af charme, selvtillid og lækkert hår, og med et opråb fra scenen til publikum om at blive siddende, som man måske ikke skulle tro, man skulle høre fra kunstneren selv, blev der i stedet sat gang i stoledansen. Det var en oplevelse uden lige at se og høre en artist som Drangsal, og man kunne i den grad mærke en energi fra publikum, der både kunne teksterne og rockede med på stolene – aber natürlich. 

Vi gik derfra med en lidt mærkelig følelse i kroppen af, at vi ikke rigtig forstod alt, hvad der lige havde foregået oppe på scenen og var enige om, at vi nok ikke ville have noget imod, hvis tyskerne fik Drangsal for sig selv. 

Aftenen sluttede af med at vi gik forgæves til hele to koncerter – den ene med Calby og den anden med ANCHOR-nominerede ÄTNA. Spillestederne var allerede fyldt – på trods af, at vi kom en halv time før koncertstart. Det er så ulempen ved at tage til koncert i disse underlige tider, hvor afstand er et krav og pladsen derfor begrænset.