fbpx

FORPREMIERE: KOM VI LØBER er ude med ny single og kunstnerisk musikvideo

Foto: Frederik Lunde Angelo Jacobsen

Vi er glade for at annoncere KOM VI LØBERs single og musikvideo som forpremiere i dag. Et potpourri af små videoer, der nærmest kunne minde om nogle nostalgiske gifs, i et legende og poetisk tekstunivers, der tilsammen skaber et virvar af indtryk.

KOM VI LØBER, med det borgerlige navn Lone Slot Nielsen, debuterede i 2019 med albummet Sct. Hans, der med hendes nærværende vokal og finurlige dansksprogede tekster vakte opsigt på den danske musikscene.

Nu er den danske sangerinde og komponist ude med den nye single “Bruger ikke at danse” og tilhørende musikvideo, der officielt udkommer i morgen. Den nye sang præsenterer et spændende dansksproget tekstunivers fyldt med aforismer og sproglige finurligheder. Musikvideoen er et sammensurium af små videoer, der tilsammen illustrerer livets uomgåelige acceleration og forgængelighed. Sangen er inspireret af en mere end 2000 år gammel fortælling om den græske kvinde Aglaoniké. Lone Slot Nielsen fortæller:

Aglaoniké-figuren dukkede op i en roman, jeg læste, hvor hun ligesom gik rundt både på og mellem linjerne som et billede på et menneske med stor tiltrækningskraft og magt, men også med et spor af mørke og kaos efter sig. Måske ikke fordi hun vil det sådan – måske fordi det bare er sådan. Så jeg lod hende gå med ind i min sangskrivning, hvor hun fik lov at sætte ord på oplevelsen af frit fald, når det står isnende klart for én, at universet derude eller en kold sten i lommen er fuldstændig ligeglade med, at vi elsker, drømmer, tvivler, planlægger og skal dø en dag.

Er du interesseret i at tage del i KOM VI LØBERs liveunivers og måske endda høre “Bruger ikke at danse” i liveformat, har du muligheden til følgende koncerter i efteråret:

31.10: Richter, Gladsaxe
21.11: Bygningen, Vejle
26.11: Radar, Aarhus

Se den nye musikvideo via linket herunder!

KOM VI LØBER // Bruger ikke at danse (Official Music Video) from Songcrafter Music on Vimeo.

Klaus Nørby Bondegaard
klausbondegaard@bandsoftomorrow.com