fbpx

TERESE – UHØRT Festival 2020

Foto: Stine Bang Hansen
Scene: Gårdscenen
Dato: Fredag den 4. september 2020

Dansende TERESE fik fyret godt op under det ellers frysende publikum.

TERESE – UHØRT Festival 2020
4 / 5 Anmeldelse

Allerede fra start sætter TERESE tonen for resten af koncerten. Dansende kommer hun ind på scenen i hvide støvler og løse knæ. Med sig har hun to gode venner på henholdsvis guitar og keys. Lydniveauet er for første gang lidt lav på Gårdscenen den fredag (til tidligere koncerter har lyden modsat været al for høj og dårligt reguleret), og det er derfor lidt svært at blive ramt af den ellers funky 80’er lyd, der strømmer fra scenen. 

En af de første ting, der især rammer mig fra koncerten, er TERESEs luftige og modne vokal, der minder mig om 80’ernes Elisabeth Gjerluff Nielsen fra Voxpop. Til tider virker vokalen dog lige svag nok. Der er især stor forskel på bund og top, hvilket er en udfordring for lydmændene, der har svært at lave ordentlig vokal-lyd. Men af en eller anden grund virker det på mig ikke så vigtigt, og TERESE formår at skabe den ene fest efter den anden. Ind i mellem numrene taler hun til publikum med en lethed, overskud og sødme, som gør, at man holder endnu mere af musikken. 

Tredje nummer dedikerer hun til Danmarks dansemus, Thomas Helmig – og om der bliver danset! Der er kommet mere kraft på vokalen, fede korstemmer på backing tracket og overskuddet stråler fra scenen. Det er dog også de mere festlige numre, der er TERESES force, og da tempoet falder ved næste nummer, blegner bandet en smule. Heldigvis er der masser af baskere efterfølgende, hvor 80’ernes yndlingsinstrument – keytaren også får tid i rampelyset i det megafede nummer ”Angstens Symfoni”. Hele koncerten bliver afsluttet med hittet ”De Lyser Blå”, og her er det næsten umuligt for det begejstrede publikum at sidde stille, og man spotter da også et par bagdele, der diskret letter sig fra stolene rundt omkring i et ihærdigt forsøg på at få svunget hofter bare en smule. Overordnet en virkelig dejlig koncert fra den altid festlige TERESE. 

Amanda Freisleben Lund
Amandafreisleben@bandsoftomorrow.com