05 sep Snask – UHØRT Festival 2020
Foto: Jakob Kiørbye Astrup
Scene: Volumescenen
Dato: Fredag den 4. september 2020
Koncerten på UHØRT Festival 2020 var duoens anden koncert overhovedet. Det kunne bestemt hverken ses eller høres.
[rwp_box id=”0″]
Volumescenen var grå og kold, da man trådte ind til sin siddeplads til koncerten med den spritnye elektroniske duo Snask, der havde taget en velspillende trommeslager med sig på scenen. Stilen blev lagt fra første dybe basslag, der var synkroniseret med hårdt blinkende lys, hvilket sammenbragte deres opbyggende start.
Der var allerede fra første lydkast et vanvittigt sammenspil melle drengene der stod bag hver deres synths og computere – for ikke at glemme sammenspillet med trommeslageren, som også var helt i top. Sammen bragte de en helt speciel slagkraft og energi, der ikke var set før på andendagen af årets UHØRT.
Der var konstante opbygninger, som eksploderede i rummet med dyb bas, knasende lyde og rendyrkede synthesizere. Allerede efter fem minutter af deres set var UHØRT forvandlet til et mørkt, magisk og sydende elektro-univers. Og de to drenge gav så utroligt meget liv, hvilket var en sand fornøjelse at se på.
Anden halvdel af deres set bevægede sig mere over i et larmende EDM-univers. Der kom vokale lydspor til numrene, hvilket godt kunne føles en smule maltplaceret i starten, da det vekslede meget fra den første halvdel af koncerten. Men der blev bygget mere og mere på, og man oplevede hurtigt en mere syret og eksperimenterende side af Snask. Det var fedt at se deres brede talent inde for deres fag, men det blev en smule rodet i anden halvdel.
Snask mestrede de glidende overgange mellem de forskellige numre, som gjorde koncerten til ét langt elektronisk lydspor til din fredag aften. Volumescenen passede helt perfekt til dem, og Snask efterladte lokalet sydende og energisk. Vild oplevelse.