fbpx

Blæst – UHØRT Festival 2020

Foto: Tue Blichfeldt 
Scenen: Gårdscenen
Dato: Torsdag den 3. september 2020

Blæst spillede sig op på en regnfuld torsdag aften, hvor det egentlige højdepunkt måtte være, at der rent faktisk var en festival, der fik lov at blive afholdt.

Blæst – UHØRT Festival 2020
3 / 5 Anmeldelse

Mørket var faldet på, og det regnede en smule, da Blæst indtog Gårdscenen. Gruppen, bestående af Lauge Kjærulf, Valentin Buchwald Pedersen, Anders Bondo og sangerinden Fernanda Rosa, var klar til at præsentere UHØRT Festival for deres fine popmelodier tilført Fernandas behagelige klang. På flere punkter har det unge band visse musikalske ligheder med det dygtige musikkollektiv Boom Clap Bachelors – også med de nærværende dansksprogede tekster. Man kunne dog indvende, at det er en svær sammenlingning for en forholdvis uprøvet og ny gruppe – men med fængende melodier i et ungdommeligt tekstunivers, der er let at leve sig ind i, er Blæst imidlertid godt på vej.

Regnen tog til i løbet af koncerten og Blæst skulle tydeligvis lige finde deres fodfæste, hvor man kunne forestille sig, at de ikke har spillet meget live grundet… I ved hvad. Og flere af artisterne i går skulle lige finde sig selv og håndtere en portion nervøsitet.

Rosas forførende sangstemme omsvøbet i et mere eller mindre minimalistisk lydbillede fungerede fint, men bandet skulle lige finde hinanden samt deres plads på scenen. “På gemmeleg” – et nummer, de oprindeligt har lavet og udgivet med bandet Dusin, fik hun hjælp af både trommeslageren og guitaristen på vokalen, hvilket mundede ud i en fin vokalensemble.

Selvom regnen tog til, og det silede ned, var sæderne besat, og Blæst spillede sig helt klart op. 

Guitaristen trådte i karakter og – bogstaveligt talt – også frem på scenen. Det blev tydeliggjort, at han kan sit kram og begav sig ud i nogle fine soloer. Bandet fandt hinanden og skabte en groovy og sammenhængende oplevelse. Der er i det hele taget virkelig fine melodier at spore i Blæsts musik, og på sidste nummer vågnede bassisten også op til dåd. Igen med de karakteristiske finurlige tekster om kærlighed, lyst og tiltrækning på “Dine hænder”:

// Er det synsbedrag // kigger du på mig // kan ikke afkode om du kigger min vej // øjenkontakt, er du helt Blæst? //

Blæst spillede sig igennem regnen, sluttede stærkt og glimtede i stunder op på Gårdscenen, en torsdag aften.

Klaus Nørby Bondegaard
klausbondegaard@bandsoftomorrow.com