Springer gæster Byhaven til gedigen popfest

Foto: Kristoffer Juul

Springer tilslutter sig Sharon Stone til Bands of Tomorrows Uimodståelige i Byhaven Pumpehuset d. 29 august og fuldender dermed det perfekte lørdagsprogram.

Springer, med det civile navn Jakob Emil Lamdahl Pedersen, laver lige-på-og-hårdt-pop med et friskt ungdommeligt tekstunivers. Indtil videre er det blevet til fire singler fra den nye popdreng i klassen. Den nyeste single “Feels Like” er et blødt pophit, som omhandler et intimt forhold, der foregår på nattens dansegulv. “Am I” derimod introducerer et mere bombastisk dupsteppet beat til en festlig lørdag aften med det indgående spørgsmål: »Am I just a fuckfriend?« Vokal, energi og attitude kan på flere måder minde om Panic! at the Disco – især kendt fra 00’erne – blot i et mere poppet omsvøb. Jo flere gange du hører det, desto mere indprenter det sig i systemet. Du kan høre seneste udspil “Feels Like” nedenfor.

Kom forbi Byhaven og kickstart din lørdag aften til en god omgang ørehængende pop i selskab Sharon Stone og Springer. Musikken starter klokken 19.00, og du kan finde den officielle facebookbegivenhed her.

Klaus Nørby Bondegaard
klausbondegaard@bandsoftomorrow.com