11 aug Koncertanbefalinger // Uge 33
Foto: IVA // Anna Kabana
Så er vi igen klar med vores ugentlige koncertanbefalinger, som i denne omgang byder på alt fra melankolsk singer/songwriter til indie og rå pop. Vi har udvalgt fem interessante oplevelser, som du kan læse mere om herunder.
Sean Nicholas Savage
Hvor: Pumpehusets Byhave
Hvornår: Onsdag den 12. august kl. 19.00
Canadiske Sean Nicholas Savage ligger onsdag aften vejen forbi den hyggeligste byhave i København. Hans musikalske stil er præget af en blanding af jazz, soul og R&B, som kulminerer i soft pop. Så har man brug for et skud livemusik en solrig onsdag aften som i morgen, kan man med fordel kigge forbi Pumpehusets Byhave. Men husk at komme i god tid, for der er begrænsede pladser!
Dopha
Hvor: Lillefredag i Tivoli
Hvornår: Torsdag den 13. august kl. 19.00
Dopha er en spirende dansk popartist, som vi spår en lys fremtid. Vi har tidligere været meget begejstret over hende og kan stadig ikke få armene ned. Hendes stil er nordisk melankolsk pop, og vi er vilde med det! Hun har spillet flere headliner-koncerter og med radiohittet “Happy for Me” i bagagen, er der i den grad noget at se frem til i Tivoli torsdag aften.
Ravi Kuma + Special Guest: praytell
Hvor: Musikhuset Dexter
Hvornår: Torsdag den 13. august kl. 20.00
Musikhus Dexter er et hyggeligt og intimt spillested i Odense, og her vil skønne Ravi Kuma spille op til fest denne torsdag – en fest, der dog som så meget andet i øjeblikket foregår siddende. Stilen er hiphop og rap, så der er garanteret fart over feltet, så snart de træder ind på scenen. Ravi Kuma spillede på sidste års Roskilde Festival, hvor de modtog meget ros for deres optræden, og selvom rammerne for denne koncert ikke ligefrem er sammenlignelige med Roskilde Festival, er vi ret sikre på, at det alligevel bliver en oplevelse, man ikke ville have været foruden. Med praytell som special guest er der lagt i kakkelovnen til noget godt, da de netop blander hiphop med punk-rap.
Alex Vargas og Kwamie Liv
Hvor: Kastellet København
Hvornår: Fredag den 14. august kl. 19
Befinder du dig i København på fredag, kan du med fordel smutte en tur forbi Kastellet. ENGAGE Festival har opstartet konceptet af LYST som følge af COVID-19 og aflysningen af ENGAGE Festival. Både Alex Vargas og Kwamie Liv står for musikken til denne intime liveoplevelse og vil hver især fylde kastellet med ørehængende toner under et unikt soloshow. Koncerterne er siddende under åben himmel. Det lyder jo bare vildt hyggeligt!
IVA
Hvor: Den Grønne Kødby
Hvornår: Lørdag den 15. august kl. 19.00
Måske har du allerede været der eller hørt om Den Grønne Kødby. Den Grønne Kødby inviterer i løbet af sommeren til mad, musik og hygge. Denne lørdag lægger danske IVA vejen forbi og inviterer publikum ind i sit bløde og samtidig rå popunivers. Senest har hun udgivet den catchy “To Good To Be True”, og at dømme ud fra denne akustiske version, som artisten udgav i mandags, tør vi godt love, at det bliver hele oplevelsen værd.