GRETA fortsætter festen op til sit debutalbum

Foto: Karina Waliczek

På trods af corona har GRETA ikke været til at stoppe. Et debutalbum er på trapperne, og i dag lander singlen “Again”.

GRETAs første EP Ardent Spring part 1 udkom i efteråret 2019 og fik med det samme en masse god og positiv omtale i medielandskabet. Det er gået hurtigt for den tyskfødte artist, der til september kommer med debutalbummet Ardent Spring part I & II, som er en udvidelse af debut-EP’en fra sidste år. Forud for hendes release udkommer sangen “Again”, som omfavner artistens disco-poppede lyd helt perfekt. Hendes vokal er luftig og de 80’er inspirerede keys er et fedt touch til sangen. Sagt med GRETAs egne ord:

– Det er en sang om de mønstre, vi mennesker bliver ved med at gentage, selvom vi gerne vil bryde dem. Hvordan vi bruger hele vores liv på at vente på at det skal ske, istedet for at leve det.

GRETA var booket til Roskilde Festival i år – men bare rolig; hun gæster heldigvis dette års UHØRT, og det kan kun blive en fest. Vi er vilde med hendes musik og glæder os til, at albummet rammer gaden. Imidlertid kan man se videoen til “Again” lige her:

GRETA – Again (official video) from Celebration Records on Vimeo.

Liva Duus Thorlacius
Livaduus@bandsoftomorrow.com