14 aug Drøm dig selv væk i Takykardias magiske lydunivers
Foto: Anders Berg
Den spændende og cool trio, Takykardia, er stærkt tilbage med en forførende single, der sparker benene væk under dig.
Endnu en gang imponerer den danske gruppe Takykardia, som førhen har fået stor ros for deres tidligere singler samt måde at turde eksperimentere på. På den nye single “Rewind” tager de lytteren ind i et dystert og tungt lydunivers fyldt med synthesizer, dyb bas og med frontkvinde Luna Matz’ luftige og meget drømmende vokalpræstation, er det svært ikke at blive revet med. Om “Rewind” udtaler Matz:
– Jeg havde den her smukke, men vanvittigt turbulente, udefinerede kærlighedsrelation kørende under skabelsen af vores kommende debutalbum. En dag fortalte han mig, at han havde knaldet med sin ekskæreste i weekenden. Jeg sagde intet, og han bad mig om en eller anden form for reaktion. Det eneste, jeg kunne få ud over mine læber, var: “Rewind”.
Der er ingen tvivl om, at de alle tre er enormt dygtige musikere, som tør at eksperimentere med beats og at udtrykke sig. Med dette nummer hungrer man endnu mere efter at stå i en mørk og fyldt koncertsal, lade sig hypnotisere af musikken og mærke bassen helt ind i hjertet.
Mens vi venter på, at netop det kan lade sig gøre, kan man sætte dette storslåede nummer på i stuen, drømme sig væk og glæde sig til, at deres debutalbum rammer gaden.
Lyt til sangen her: