fbpx

Fontaines D.C. – A Hero’s Death

Foto: Ellius Grace
Label: Partisan Records
Udgivelsesdato: Fredag den 31. juli 2020

Fontaines D.C.s svære toer, ‘A Hero’s Death’, virker kun som et bump på vejen på bandets færd til storhed.

Fontaines D.C. – A Hero’s Death
5 / 5 Anmeldelse

Den irske post-punk kvintet fra Dublin åbnede sidste år deres brag af et debutalbum, Dogrel, med ordene: “I’m gonna be big.” En profeti, der må siges at være gået i opfyldelse. Næsten halvandet år er gået siden da, men støvskyen fra Fontaines D.C.s tornado af en tour har kun netop lagt sig, og den svære toer, A Hero’s Death, ser allerede dagens lys. 

I modsætning til den abrupte åbning på Dogrel, åbner A Hero’s Death med et mere dronende og insisterende lydbillede på “I Don’t Belong” og “Love Is the Main Thing”, der begge slår fast, at Fontaines D.C. ikke har intentioner om at gentage opskriften fra debutalbummet. Her er ingen store armbevægelser, ingen higen efter det storslåede og ingen lys fremtid i sigte. Forsanger Grian Chatten lyder som en slagen mand, der næsten messende lægger livets barske sandheder og realisationer på bordet. 

Tempoet bliver sat op og Chatten finder sig mere til rette i sin vante rolle som manisk frontfigur på “Televised Mind” og fantastiske “A Lucid Dream”. Sidstnævnte sætter i gang i højt tempo og Chatten kan kun med nødt og næppe af klemme alle ordene ind. Det her er alvor, sangskrivningen er helt utrolig, og der hersker ingen tvivl om, at “A Lucid Dream” er det bedste nummer, jeg i mange år har hørt forlade De Britiske Øer. 

Foruden de førnævnte højenergiske numre, der altid rammer plet på A Hero’s Death, formår bandet også uden problemer at finde målskiven, når tempoet tages ned, og det hele bliver mere sårbart. Således er eksempelvis afslutningsnummeret “No” en af de stærkeste emotionelle oplevelser, jeg er blevet udsat for i år. 

Foruden den fænomenale sangskrivning og lyd, skiller Fontaines D.C.s lyriske billede sig også ud fra mængden. Jo jo… Hvis man har fulgt den britiske og irske musikscene med bare et halvt øje, ved man, at det er blevet en kunstform at portrættere arbejderklassen; bare se på bands som Sleaford Mods, Viagra Boys og Black Country, New Road. 
Alligevel er der noget særligt dragende over Fontaines D.C.s lyrik. Både fordi sangene aldrig bliver klichéfyldte, men også fordi der er en vis personlighed og gravitas over teksterne. Her bliver ikke blot observeret og kommenteret. Der bliver også gravet dybt og skuet ind ad i en jagt på at opdage en selv og den verden, man står i.   

Fontaines D.C. forstår at skildre virkeligheden sort på hvid, men kan samtidig skabe kraftfulde billeder og fortolkninger af en sådan karakter, jeg kun sjældent hører fra den britiske punk- og rockscene. At bandet før deres albumudgivelser blandt andet står bag to digtsamlinger, forklarer måske en del af deres tække for ord, men når man som lytter, henover en plade på lige omkring 45 minutter, formår både at glæde sig, frygte for sig selv og samfundet, mindes både godt og ondt samt knibe en tåre, så må man erkende, at man står med et helt udsædvanligt værk i hænderne. 

Det er sjældent, at et album virker så helstøbt og skudsikkert som A Hero’s Death. Men det er på den anden side også sjældent, at vi bliver beriget med bands som Fontaines D.C. 

Theis Jehl
theisjehl@bandsoftomorrow.com