21 jul INTERVIEW: Den amerikanske musiker Spencer. gik fra at være en SoundCloud-sensation til at blive signet på 4AD

Foto: Will Cornfield

I et flydende spil med genrer har kunstnerens unikke og varme lydunivers på meget kort tid bredt sig ud over de amerikanske grænser. Musikkens har rødder i R&B og soul, men Spencer. strækker i disse etiketter med en eksperimenterende frihed og kreativ nysgerrighed, der cementerer ham som et af musiklandskabets mest interessante stemmer lige nu.

En gang var det utænkeligt, at man som artist kunne få succes uden om et major label i ryggen – men i de seneste år har historierne om DIY-kunstnere været hyppigere. Alt fra 2017s Soundcloud-rappere som Lil Peep, XXXTentacion og 6ix9ine til genren, der i dag betegnes som ‘bedroom pop’. Selvom musikken ikke nødvendigvis er indspillet i soveværelser eller for den sags skyld er særlig ‘poppet’, er genren blevet associeret med en DIY-tilgang, hvor stilen er lo-fi, og selvisolation og en upoleret æstetik er i fokus.

Her har kunstnere som norske boy pablo og girl in red eller internationale Beabadoobee, Tessa Violet, Clairo og Omar Apollo vundet succes ved at starte deres musikalske rejse på egen hånd. Disse nye acts sprang frem med alternative metoder og tilgange til musikbranchens mekanismer og præsenterede nogle anderledes fortællinger. En af disse fortællinger kom også fra det amerikanske multitalent Spencer., der med sin musikalske nysgerrighed, ihærdige engagement og selvfølgelig en smule held på bare få år gik fra at være SoundCloud-sensation til at turnere med blandt andre Gus Dapperton og Baby Rose, få rosende ord fra BROCKHAMPTON og i 2019 blive signet på det anerkendte britiske indie-label 4AD – der tidligere har huset kunstnere som St. Vincent og Bon Iver og i dag har store alternative acts som The National, Grimes, Aldous Harding og Holly Herndon. 

Musikken trumfede en College-uddannelse

Efter en Google-søgning finder man ret hurtigt ud af, at  historien bag Spencer Allen i de fleste medier er den samme; et College-dropout, der måtte love sine forældre, at hvis musikken ikke var gået godt efter ét år, så ville han tage tilbage til skolebænken. Og selvom det kan lyde som lidt af et opgør med familien, har kunstnerens forældre egentlig altid støttet op om hans passion for musik.

– Mine forældre har bare altid elsket musik, og de sagde til mig og mine to yngre søskende, da vi var små, at vi skulle vælge et instrument at spille. Jeg spillede klaver, og mine brødre spillede cello og violin.

Spencer. fortæller i samme forbindelse, at det faktisk er hans brødre, der spiller strygerne på den sidste del af nummeret “Open Wide”. Han forklarer videre om deres mange musikalske projekter, og hvordan han gennem sine brødre – men især også sin far – altid delte en nysgerrighed for musik. 

– Når vi sad i bilen, ville min far altid synge sangenes små finurligheder eller tromme rytmen på rattet, og det fik mig til at lægge mærke til detaljerne i musikken. Og det er dem, som gør musikken kompleks og interessant. Den måde, min far lyttede til både gospel og R&B, har virkelig påvirket, hvordan jeg sætter pris på musik.

Neo-soul kunstnere som Erykah Badu og Maxwell blev ofte også spillet i hjemmet, og med en syngende far og en onkel, der tidligere var bassist for den amerikanske soul-, funk- og jazzkomponist Roy Ayers, fik Spencer. masser af musikalske input i barndommen. Selvom musikscenen i New York State-forstaden Rochester ikke var den mest blomstrende, stoppede det aldrig kunstnerens ihærdige søgen efter at lære mere og mere. Da han startede i 5. klasse blev klaveret skiftet ud med trompeten, og jazz begyndte at fylde mere.

– Efter en koncert det første år i gymnasiet inviterede en professor mig til at være med på en sommerskole. Og her var det første gang, jeg tænkte på at spille musik og performe som professionel. De sidste år af gymnasiet brugte jeg på at lære mig selv at spille bas, guitar og trommer – for også at finde ud af hvad jeg ville efter gymnasiet.

Gymnasiets formative år blev udover at lære diverse instrumenter og spille musik med sine venner (som i øvrigt også spiller med i hans band nu) brugt på at udforske musikproduktion i sit hjemmebyggede studie i forældrenes kælder. Noget som Spencer. gik videre med på Eastman School of Music, hvor han begyndte at studere lydteknik. Efter 2 år, hvor det at synge, spille bas og skrive/producere sine egne sange fyldte en del mere end skolen, var det tydeligt, hvad kunstneren måtte prioritere. Beslutningen om at satse på musikken blev dog også lettere af den interesse, Spencer. oplevede på SoundCloud, hvor han fra 2016 havde delt sine numre. Med EP’en VISCERAL LOVE begyndte flere langsomt at få øjnene op for det spirende talent. 

– Jeg føler, at alt skete lige i slutningen af den periode, hvor folk stadig kunne blive store gennem SoundCloud. For musikken lå der i flere måneder – fra august til marts det følgende år – så hvis folk ville lytte til min musik, var det i lang tid kun på SoundCloud, de kunne det. Da jeg lagde EP’en op, var det uden nogen forventninger, og så skete der bare en masser fede ting efter nogle måneder.

Selvom der skulle gå otte måneder, før musikken for alvor begyndte at tiltrække flere lyttere, var det i foråret 2018 klart, at Spencer. nu havde fået en solid fanskare, som blandt andet sammenlignede ham med musiker Steve Lacy (medlem af The Internet og kendt fra samarbejder med blandt andre J. Cole, Kendrick Lamar, Tyler, The Creator og Vampire Weekend). I takt med den voksende interesse uploadede Spencer. sin musik til streamingtjenester som Spotify og Apple Music, og med singlerne “To Be You” og “Want U Back” fra EP’en af samme navn tog tingene pludselig fart. I sommeren 2018 var kunstneren opvarmning for Omar Apollo og spillede også på Smokin Grooves Festival med headliners som Erykah Badu, H.E.R og The Roots. Samme tid droppede han ud af College, flyttede til New York City og afsluttede året med over 1 million streams. Det følgende forår tog han på turné med Gus Dapperton, og i oktober kunne han skrive under på en pladekontrakt med 4AD. Brikkerne faldt på plads og selv med sine forældres skepsis, var der ingen tvivl om, at Spencer. havde satset rigtigt. 

Det umiddelbare og uperfekte

Den voksende succes er dog langt fra steget den unge musiker til hovedet. Da jeg snakker med Spencer. på årets by:Larm Festival, der er et af stoppene på hans første europæiske turné (som opvarmning for Baby Rose), er han selv med de høje ambitioner utroligt afslappet og ikke mindst afklaret med hvilke ting, han gerne vil opnå musikalsk. 

– Jeg elskede min første EP ‘VISCERAL LOVE’, fordi der ikke var nogen intention med projektet, og jeg tænker tit på dét, når jeg laver noget nyt – for jeg er et sted nu, hvor jeg har mulighederne og evnerne til at lave noget mere poleret eller bedre – men jeg vil have det samme udgangspunkt som dengang.

Tager man et lyt gennem kunstnerens 12-numre lange diskografi, er det tydeligt allerede fra de første sange, hvad Spencer. lykkes allerbedst med. Ligesom polaroid-filteret på musikvideoen til “Automatic” eller kassebåndet, Want U Back blev udgivet på, har hver Spencer.-sang er særlig nerve og karakter – en analog-inspireret tekstur, der i dagens musikproduktion er et meget bevidst valg. Det hører man både i de knasende trommeloops i “bbybbybby”, “Automatic” eller den nye single “Maybe” eller den ustemte guitar i “Open Wide”, som ofte akkompagneres med pulserende bas-ostinater og en jordnær vokal, der i “To Be You” dog også fik et helt ‘naturligt’ filter på. 

– Jeg indspillede den [red. “To Be You”] på mit kollegieværelse med mikrofonen på et sæt dårlige hovedtelefoner. Så vokalen blev naturligt forvrænget på grund af den dårlige lydkvalitet, men så gik jeg bare endnu længere med det og lagde distortion effekt på efterfølgende.

I det brede musiklandskab er forvrængede vokalspor eller en mere lo-fi tilgang til produktion særligt kommet i et forsøg på at fremkalde noget fortidigt og nostalgisk eller som reaktion på en mere poleret digitalt popproduktion – men hos Spencer. er de valg også taget med en idé om at bevare den umiddelbare kerne i projektet, der netop er musikkens upolerede udtryk. 

Et udtryk, som også har været vigtigt for ham selv at kontrollere. Derfor klarer han på de fleste numre både sangskrivning og produktion selv, men når multiinstrumentalisten skal ud og optræde, er det nemmere at slippe kontrollen og lege lidt mere med de enkelte numre – som Spencer. også forklarer, er noget af det, han elsker mest ved at være musiker.

– Når du har lavet en plade, kan du ikke lave om på den – men live har du så mange muligheder for at tilføje ting og gøre numrene til noget nyt hver gang.

Med flere support-gigs i hjemlandet blev det spirende stjerneskud booket til by:Larm Festival, og herigennem fik hans management arrangeret en fælles turné med den ligeså voksende soul-stjerne Baby Rose. De tog i slutningen af februar over Atlanten sammen og nåede, lige inden COVID-19 for alvor satte en global stopper for livekoncerter, en turné, som udover Oslo både kom forbi København, Stockholm, Berlin, Amsterdam, Rotterdam, Paris, London og Dublin. En turné, som Spencer. forklarer, bare er én af de ting, hans label har kunnet give ham. 

– Det er fedt at have et hold og en større mekanisme, der faktisk kan gøre nogle af mine idéer til virkelighed og skubbe tingene længere, end jeg selv ville kunne. Det er også hele pointen i at have et label. Og ærlig talt føles det ikke så anderledes, fordi min sangskrivningsproces er stadig den samme – jeg optager stadig bare på mit værelse – og alt er egentlig forblevet det samme, nu har jeg bare nogle mennesker bag mig, som hjælper med projektet.

Selvom chancen for at opleve Spencer. live på danske breddegrader inden for den nærmeste fremtid er ret lille, kunne musikeren fortælle, at resten af året ville blive brugt på at indspille og udgive mere musik. Og han har da også holdt sit ord med udgivelsen af singlen “Hold It Down” og senest nummeret “Maybe”, som Spencer. afslørede er en del af sit kommende debutalbum. Vi venter spændt på at høre mere nyt fra kunstneren, vi kun kan spå store udsigter i fremtiden.