fbpx

The Beths – Jump Rope Gazers

Foto: Mason Fairey
Label: Carpark Records
Udgivelsesdato: Fredag den 10. juli 2020

Koncertaktuelle The Beths formår på deres andet albumudspil at kombinere indierock, pop-punk, pop-rock og shoegaze på en betagende og forfriskende måde. ‘Jump Rope Gazers’ er et album fyldt med velskrevne popsange, hvor omkvæd og vokalharmonier er i fokus, men til tider bliver sangene lidt for strømlinede. 

The Beths – Jump Rope Gazers
3.5 / 5 Anmeldelse

New Zealand-kvartetten The Beths har haft stor succes, siden de udgav deres første album i 2018, og de er nu godt to år efter klar med den svære 2’er. 

Albummet starter ud med den energiske “I’m Not Getting Excited”, og fortsætter med den særdeles ørefængende “Dying To Believe”, og hermed er scenen sat til en vellydende og catchy tur gennem The Beths musikalske univers. Åbningsnummeret “I’m Not Getting Excited” kombinerer det shoegaze-punkede med popmusikkens struktur på en meget naturlig og vellykket måde. Forsanger Elizabeth Stokes synger med vokal præcision, og hendes overbevisende lyse stemme skinner igennem lige fra start af. 

“Dying To Believe” vinder på dens yderst fængende omkvæd, hvor Stokes lyse stemme bliver bakket op af bandets fine vokalharmonier. I omkvædet lyder den noget ironiske sætning fra Stokes:

// I’m dying to believe that you won’t be the death of me //

“Dying To Believe” er en forførende sang, som jeg personligt kunne synge med på tredje gang, jeg hørte den. Men den viser også en side af The Beths, som jeg har svært ved at gennemskue, hvorvidt jeg synes er god eller dårlig. På flere sange – inklusiv “Dying To Believe” – forekommer der en form for amerikansk highschool-stemning, der skaber konnotationer til 00’er bands som for eksempel Blink 182. Denne highschool-stemning, der skabes gennem den noget strømlinede pop-punk lyd, har jeg et temmelig anstrengt forhold til – det må jeg ærligt indrømme – men lyden og udførelsen kan man ikke sætte en finger på. 

Sangen “Acrid” har nogle af de samme træk, og selvom det lyder godt, så er det noget trættende i længden. Det kan godt være, det bare er mig, men jeg ryger direkte tilbage til Boogie-listen i 00’erne, og det er jeg ikke sikker på, at jeg bryder mig om.

Tekstmæssigt bevæger de 10 sange sig i et univers, som er præget af Stokes indadvendte, ærlige og personlige fortællinger. Vi bliver kastet rundt i hendes følelser, hvor vi både bliver udsat for rene kærlighedssange, bistre sandheder og ærlige erklæringer om livets op og nedture. 

Den følelsesladede kærlighedssang “Do You Want Me Now?”, viser en anden side af bandet, som jeg egentlig også synes, klæder albummet rigtig fint. Her bliver vi udsat for en mere ’klassisk’ popsang, som er veludført og rørende. I sangen formår Stokes at fortælle en ærlig og troværdig historie om sine egne oplevelser med savn og længsel. 

Produktionen på albummet er hele vejen igennem en fornøjelse at lytte til. Pladen er indspillet i producer og guitarist Jonathan Pearces studie, og det kan tydeligt høres, at der er kælet for pladen. Hver sang er en helstøbt produktion, hvor vokalharmonierne og de indlagte mellemstykker er produceret på den helt rigtige måde. Herudover lyder Elizabeth Stokes stemme altså også bare rigtig, rigtig godt. 

Albummet slutter af med nummeret “Just Shy Of Sure”, som for mig står som et af de stærkeste numre på pladen. For mig minder nummeret om svenske The Cardigans, og det er en klar ros fra min side. “Just Shy Of Sure” er et indadvendt og relaterbart nummer, hvor Elizabeth Stokes viser sin generte side frem. 

I første vers lyder det:

// This is not the burn I’ve known // It’s an ache in my every bone //Maybe you wanna be alone? //

Jeg kan egentlig rigtig godt lide “Jump Rope Gazers”, og jeg er især begejstret for Elizabeth Stokes blide, ærlige og melodiske vokal. Der er noget rigtig fint over hele stemningen, men det bliver altså lidt for kedeligt til tider. 

Albummet er en behagelig oplevelse – sprængfyldt med velskrevne sange, som formår at fange ens interesse, men i længden er jeg ikke sikker på, at det holder. Efter nogle genlyt vil man nok finde, at nogle af sangene bliver lidt for ensformige at lytte til. Jeg vil dog indskyde, at nogle af numrene på albummet virkelig besidder evnen til at sætte sig fast i ens hoved.   

Til april næste år kan man opleve bandet live, når de gæster Ideal Bar.

Tags:
Jonathan Bøge Jensen
Jonathanjensen@bandsoftomorrow.com