fbpx

Soél bringer sine farverige poptoner til Bands of Tomorrows Uimodståelige i Byhaven

Foto: Luise Emilia

Så kan vi løfte sløret for, hvem der skal gøre YOUR LOVE med selskab til Bands of Tomorrows Uimodståelige i Byhaven Pumpehuset onsdag den 29. juli – og vi kan ikke få armene ned.

Soél er et af de nyeste skud på den danske popstamme, og trods den beskedne mængde udgivelser, som tæller blot to singler og en akustisk version af andensinglen “Exhale”, har hun allerede markeret sig som et lovende talent i dansk musik. Hendes debutsingle har siden udgivelsen i oktober sidste år indhentet mere end 200 tusinde streams på Spotify og har i mellemtiden fået selskab af en smuk musikvideo, som vi var så heldige at få lov at premiere tilbage i november. Mandagen forinden var hun vores Ugens Upcoming, hvor hun blandt andet beskrev sig selv som »en stor pop-eksplosion« og sammenlignede sin musik med en passion smash-cocktail: »Sofistikeret sur – tænk hvis man kunne blive sofistikeret sur. Det må blive et totalt life goal. Lidt sød, lidt vanedannende.« 

Onsdag den 29. juli kan du opleve Soél og hendes popunivers på tæt hold, når hun indtager Pumpehusets byhave til Bands of Tomorrows Uimodståelige samme aften som folk-poppede YOUR LOVE. Find den officielle Facebookbegivenhed her, hvor du også finder link til bordreservation – og hør den smukke akustiske live-version af “Exhale” nedenfor.

Amanda Bloch
amandabloch@bandsoftomorrow.com