M.I.L.K har lavet et vaskeægte sommersoundtrack

Foto: Jonas Bang

På denne første sommerfredag, kan M.I.L.K nu løfte sløret for sin nye single, der emmer af varme og lækre vibes – ligesom en god sommer!

Den danske artist M.I.L.K har på alle måder bevist hans værd på den danske musikscene. Han har med sin lækre disco-poppede lyd samlet over 10 millioner streams på Spotify. For nyligt udgav han EP’en The Lockdown Tapes, hvor han samlede artister fra hele verden, som blandt andet Tiken Jah Fakoly, Kristina Bazan, August Rosenbaum og danske Soleima.

Nu er han klar med en ny single, der kommer i kølvandet på EP’en og debutalbummet Always Summer Somewhere. Singlen hedder “Summertime”, og er som navnet antyder, en vaskeægte sommersang, der får os til at glæde os over de næste tre måneder fyldt med sol, sommer og god stemning. Sangen er båret af en gennemført pop-vibe blandet med lidt funk, disco og soul, der alt i alt gør sangen til et hit. Selv fortæller M.I.L.K om sangen:

“Summertime” er et soundtrack til alt og alle, som blomstrer når sommeren kommer. En lille hyldest til kold rose i parken, nøgenbadning i havnen og lange nætter med nye venner – alle de ting jeg savnede, da jeg skrev sangen en superduper kold januar i Stockholm.

Er du også i sommerhumør? Så bør du helt sikkert tjekke M.I.L.K og hans nye single “Summertime” ud:

Tags:
Arense Elvira Riis Warny
Arensewarny@bandsoftomorrow.com