30 jun Braids – Shadow Offering

Foto: Melissa Gamache
Label: Playground Music // Secret City Records
Udgivelsesdato: Fredag den 26. juni 2020

Med ‘Shadow Offering’ formår den canadiske trio Braids for alvor at give slip og lade de store ambitioner herske.

[rwp_box id=”0″]

Braids har siden debutudgivelsen, Native Speaker, fra 2011 gjort sig bemærket på den eksperimenterende popscene hos anmeldere såvel som lyttere. Deres vovede og storslåede lyd har allerede etableret Braids som et af de navne, der ikke kan ignoreres, og med udgivelsen af deres 4. album, Shadow Offering, slår trioen blot fast, at de er et af de bedste popbands på markedet.

På hvert album har Braids formået at gøre deres lyd større og større, øge ambitionerne samt produktionsværdien. På Shadow Offering har de fået hjælp af den tidligere Death Cab for Cutie-guitarist, Chris Walla, der skaber et rum, hvor Braids endnu en gang får mulighed for at udvikle deres lyd og sangskrivning og for alvor sprede vingerne ud. Nogen vil måske savne den mere indadskuende, umiddelbare og minimalistiske lyd, der bliver præsenteret på de to første selvproducerede albums, men i takt med, at forsangerinde Raphaella Standell-Preston har udviklet sig som både sanger og lyriker, giver det grandiose lydbillede usigeligt god mening. Standell-Preston er nemlig gået fra at være meget optaget af det nærmeste personlige plan rent lyrisk til at skue længere ud ad, udforske aktuelle verdenssituationer samt udfordre sin egen position i hele dette spil. Bedst gør hun det på den episk 9-minutter lange ”Snow Angel”, hvor hun blandt andet synger: Am I only just realizing the injustice that exists // Cloaked in white privilege since the day I was born.

Det kan måske virke banalt i disse tider, men der er en vis form for næsten naiv og chokeret tilgang til tekstuniverset, der står i skarp kontrast til de ellers meget maleriske og metaforiske billeder, Standell-Preston maler på ”Just Let Me” og ”Eclipse (Ashley)”.

Foruden de mange lyriske sejre, som Braids trækker i land på Shadow Offering, så er det dog Standell-Prestons vokal, der står tilbage som trioens evigt strålende fyrtårn. De større lydflader, som Braids leger med på pladen, giver ligeledes et større råderum for vokalen, der både leverer
mere afdæmpede og ordinære optrædener som på ”Young Buck”, men som kort efter kan svæve væk i nærmest Björk-lydende skævheder og nytænkning. Det er da også her, at Standell-Preston er allerbedst; eksempelvis på ”Ocean”, hvor inspirationen fra Joanna Newsom ikke virker fjern, og hvor vokalen kan komme helt frem og dominere.

Braids har med Shadow Offering skabt deres absolut bedste album til dato, og det ville komme bag på mig, hvis det ikke optræder på et par lister over 2020s bedste udgivelser.