fbpx

Blaue Blume annoncerer fem efterårskoncerter rundt i Danmark

Foto: Hfn Music

Det succesfulde band kan i dag løfte sløret for en nyhed, som gør alle de koncertsulte glade! De har nemlig netop annonceret, at de til efteråret drager på Danmarksturné.

Man kan vist roligt sige, at den danske gruppe Blaue Blume har været effektive siden deres debutsingle “Lost Sons Of Boys” udkom tilbage i 2014. Efterfølgende har de fulgt op med EP’en Beau & Lorette – også fra 2014 – og udgav derefter albummet Syzygy (2015). Efter to års pause fra livescenen spillede Blaue Blume hele fire udsolgte koncerter på Hotel Cecil i starten af 2020. Fire koncerter, hvor billetterne blev revet væk på meget kort tid. Koncerterne blev spillet i forbindelse med udgivelsen af deres seneste album Bell Of Wool, der udkom i november 2019.

Nu har bandet løftet sløret for fem koncerter, som de skal spille rundt omkring i Danmark til efteråret, hvilket vi er mange, der er glade for. Forsanger Jonas Smith udtaler om de kommende koncerter:

Vi spiller til efteråret, og det glæder vi os mildest talt til… virkelig mildt talt. Før corona forbød kontakt, socialt samvær af nogen art og vel sagtens kulturen i sin grundessens, nåede vi lige akkurat at afvikle vores koncerter på Hotel Cecil. Samme aften Danmark lukkede ned spillede vi vores sidste sang i Hamborg (…). Vi vil til gengæld sørge for at spille bedre end nogensinde og levere et show – større end noget, I har set med os. Håndslag på det. Der sker noget i verden og med den i os lige nu. Vi skal mødes i og omkring musikken og stå sammen om fællesskabet, mangfoldighed, ligeværd, friheden og retten til at tænke frit og være dem vi er. Hver og en, sammen.

Koncertdatoerne er som følgende:

Den 13. november – Musikkens Hus, Aalborg
Den 14. november – Godset, Kolding
Den 18. november – Posten, Odense
Den 21. november – Voxhall, Aarhus
Den 25. november – Store VEGA, København

Tags:
Arense Elvira Riis Warny
Arensewarny@bandsoftomorrow.com