29 maj Ugens vigtigste albumudgivelser // Uge 22
Foto: Frida Sundemo // Linnea Sundemo/Joel Humlén
Her er vores guide til denne uges vigtigste albumudgivelser. Vi har forsøgt at finde noget, der både passer til en festlig weekend såvel som en hyggelig dag på sofaen. Om du er til indiepop, kæk grime-rap, dansabelt power pop eller en rutsjebane tur rundt i adskillige genrer vil der forhåbentligt være noget at hente i vores anbefalinger.
Frida Sundemo – Sounds in My Head EP
Den svenske sangerinde Frida Sundemo har slået benene væk under os med sine seneste udgivelser, der alle emmer af en kraftfuld popvibe og som går lige i hjertet. I dag slipper hun EP’en Sounds in My Head, hvor man kan finde singler som “Anything” og første udspil “Nothing Can Hurt Me” fra 2019. EP’en er båret af den storslående pop, der passer smukt til Sundemos ellers lyse og skrøbelige vokal. De blot fem numre udligner dog hinanden utroligt godt med de dansable beats blandet med de storladne følelser. Der er godt grund til at tjekke Frida Sundemo og hendes nye EP ud, hvis man er klar til at varme godt og grundigt op til sommerens lyse aftener.
Aitch – Polaris
Den Manchester-baserede grime-rapper Aitch, med det borgerlige navn Harrison Armstrong, har for alvor formået at sætte sit præg på den engelske grime-scene. Han har både samarbejde med Stormzy og Ed Sheeran, og har efterhånden samlet flere hundrede millioner streams på Spotify. Nu er han klar med et nyt mixtape til samlingen. Mixtapet bærer navnet Polaris, og er en samling af super skarpe grime-sange, med stærke hiphop beats, der viser hvordan Aitch mestrer genren. Tidligere på året lagde han også vejen forbi Ideal Bar i København i forbindelse med udgivelsen af albummet AitcH2O, hvor vi mødte ham til en snak om musikken.
Bisse – cobid-20
Den veletablerede artist Bisse har i dag udgivet et vaskeægte corona-album. Albummet er skrevet under corona-krisen af Bisse ham selv, og er blevet til en slags sangdagbog. Titlen cobid-20 står for Corona Bisse Disc 2020, og albummet er en tanke- og lattervækkende adspredelse, der endnu en gang viser hvordan Bisse brillierer i poesien, der er relaterbar, og hvordan han kan skabe unik og autentisk musik i alle anledninger. Er man træt af corona-kuller og har brug for et humoristisk indspark til den ellers krisefyldte tid, så er Bisses nye album lige til dig.
Nils Bech – Foolish Heart
Man kender måske den norske sanger bedst for den utroligt rørende scene fra hit-serien SKAM sæson 3, hvor Isak er til gudstjeneste med sine forældre, og Nils Bech synger salmen “O Helga Natt”, der nu har over seks millioner streams på spotify. Men udover den smukke præstation i SKAM, har han en masse musik i bagkataloget, og han gæstede også årets by:Larm festival. Nu er han aktuel med albummet Foolish Heart, der er et gennemført pop-album, der har Bechs stærke vokal i front. Han tekster er poetiske, og man fornemmer en lille smule norsk accent på de engelsksprogede tekster, der gør det lidt mere autentisk. Der er store følelser i spil på albummet, og man kan godt regne med at hårene vil begynde at rejse sig når man lytter til albummet.
Meryem Aboulouafa – Meryem
Den marokkanske sangerinde Meryem Aboulouafa slipper i dag det selvbetitlede album. Det er hendes debutalbum, og det emmer af personlighed og autencitet. Hendes helt igennem fejlfrie vokal bærer albummets store følelser. Hun er bosat i Marokko og har skrevet det ny album dels i hjemlandet og dels i Paris, hvor hun og hendes producer har arbejdet på sangene, og udviklet den helt unikke lyd, med vokal i front, der skal være symbol på en moderne marokkansk kvinde der både er musiker, troende og digter. Man kan med god grund glæde sig over den progressive artist, der formår at lade følelserne nå hele vejen ud på tøjet på det nye album.
Gå heller ikke glip af:
Alec Benjamin – These Two Windows
Blæst – Vindstille EP
Daughters of Reykjavik – Soft Spot
Ebba Bergkvist & The Flat Tire Band – Spilt Milk
feelswithcaps – Absence
Tales of Murder and Dust – Fragile Absolutes
Frederik Snæland – Alt i alt EP
HÖVRING – Coloured Scenes
King Shoji – Vortex
Kôs – Mixtape #1
Lady Gaga – Chromatica
Maple & Rye – For Everything
Ring them bells – Things That Come Slow
School of X – Armlock
Undergrünnen – Ein revnande likegyldighet EP
Velvet Volume – Ego’s Need