Popkometen Aksglæde deler ny single oven i VEGA-annoncering

Foto: Christian Torp

Der er garanti for god energi når Aksglæde spiller live, og i fredags annoncerede den unge kunstner, at han gæster VEGA i starten af det nye år. Og så ramte den nye single “Halvgud” ovenikøbet også gaden samme dag.

Den spirende popstjerne Aksglæde kunne i fredags løfte sløret for hele to glædelige nyheder. For det første udgav han sin nye single “Halvgud”, der handler om at se sine forældre i et andet lys, efterhånden som man selv bliver ældre. For det andet kunne den energiske musiker annoncere, at han onsdag den 20. januar 2021 vil indtage VEGA med sin medrivende og uimodståelige pop. Det er skønt at se koncertannonceringerne blomstre op igen, frem for at blive pillet ned, og med Aksglæde ved roret er der garanti for store smil og smittende humør. Om sin nye single “Halvgud” fortæller han:

”Jeg elsker min far, men mit syn på ham har ændret sig markant fra dengang, jeg var lille og så ham som en altovervindende halvgud til i dag, hvor jeg er voksen og ser ham som en helt normal mand med fejl og mangler. Og det er vildt irriterende, at kunne høre min far, når jeg taler og siger noget, som jeg altid selv har syntes var latterligt. Men det er også betryggende fordi, at det er et bevis på, at jeg hører til et sted. Jeg har hans øjne og han har min ryg.

Du kan se frem til en lækker koncert med Aksglæde i det nye år, forhåbentlig på den anden side af coronakrisen, og tage forskud på glæderne med singlen “Halvgud” her:

Tags:
Laura Richter Krarup
Laurakrarup@bandsoftomorrow.com