Med en stærk vokal og følelserne uden på tøjet udgiver Winnie Raeder en ny single

Foto: PR

Den danske artist, Winnie Raeder, der er bosat i London, udgav i går et helt utroligt nummer. Sangen hedder “A Quiet Way”, og den slutter sig til et stærkt katalog af følsomme popsange med tråde til både soul og gospel.

Winnie Raeder har, siden hun var barn og dykkede ned i hendes fars plader med soul, gospel, funk og blues, følt sig kaldet af musikken. Hendes vej ind i musikken har allerede budt på mange successer, blandt andet singlen “Don’t You Dare”, der har fået over 2,5 milioner streams på Spotify. Tilbage i februar udgav Winnie Raeder singlen “Baby”, der var musikerens første selvproducerede single, og nummeret blev også hurtigt et hit med meget medvind. Nu er kunstneren ude med den følsomme efterfølger.

Lyden af den nye single er drømmende og æterisk. Med et ømt klaver til at akkompagnere hendes kraftfulde soul-vokal er sangen lige til at få gåsehud af. Badet i en sø af reverb fremfører musikeren det kærlige og eftertænksomme budskab med stor indlevelse. Om udgivelsen udtaler Winnie selv:

”A Quiet Way” handler om den beundring og taknemmelighed, man kan have for nogen, der på et tidspunkt har været en del af ens liv (…) Jeg tror, at sangen i virkeligheden udsprang fra tanken om, at nogle mennesker på den ene eller ande måde altid vil have en indflydelse på os, selv når de ikke er en aktiv del af vores liv længere. Og det, synes jeg, er dejligt. Det er en forbindelse uden at være direkte tilsluttet. ‘How is it that you remind me, of every memory I have?’”

At give tingenes tilstand en ekstra tanke er noget, Winnie i særdeleshed er god til, og hendes måde at beskue verdenen på kommer fint til udtryk i hendes musik. Vi kan i den grad anbefale at give “A Quiet Way” et lyt her:

Karoline Mutinta Jørgensen
Karolinejorgensen@bandsoftomorrow.com