FORPREMIERE: Sovereign bringer følelserne i kog på deres debutsingle

Foto: Nadia Von Rikka

Selvom der er en truende pandemi, der raser derudad, er Sovereign heldigvis smittet med noget andet og mere behageligt, nemlig kærlighed. Vi er glade for helt eksklusivt at kunne præsentere den første officielle single fra den københavnske trio.

Sovereing er et friskt pust i det danske musiklandskab. På deres debutsingle “Smitten By Love”, er der skruet op for de store følelser, ungdomshåbet og den tilhørende længsel. På det energiske rocknummer er der i kraft af den æteriske vokal og den melodiske guitar rigtig højt til loftet. Hvis man lukker øjnene, kan man til de drømmende toner nemt forestille sig, at man står ude under åben himmel ved en festivalscene og række den ene arm op mod himlen og den anden om en god ven. Det er en tiltrængt følelse.

Debutsinglen “Smitten By Love” handler, som titlen så stærk indikerer, om forelskelse, og hvordan denne følelse er noget, mennesker bliver ved med at stræbe efter, selvom det ikke altid er garenteret at ende lykkeligt. Den naivitet bliver smukt formidlet i nummerets tekstunivers. Inspirationen og de bagvedliggende følelser for sangen stammer fra hverdagens historier og de følelser vi alle går rundt med. Derved bliver sangen ganske relaterbar og rammer dybt.

Med sådan en stærk debut viser bandmedlemmerne Frederik Milland, Louis Gjerrild og August Andersen, at Sovereigen i særdeleshed er et band, vi skal holde øje med i fremtiden.

Du kan helt eksklusivt høre singlen her og forhåbentlig også drømme dig væk til en åben festivalhimmel sammen med os:

Tags:
Karoline Mutinta Jørgensen
Karolinejorgensen@bandsoftomorrow.com