28 maj FORPREMIERE: Bjergtaget slipper en elektrificeret folk-single, som er første udspil til kommende album
Foto: Andreas Valdemar Larsen
Den folk-inspirert artist Bjergtaget er nu klar med sin første single fra det kommende album.
Vi skal helt tilbage til 2014, hvor Bjergtagets første EP Velkommen Til ramte gaden. Siden da har frontmanden Stephan C. Krabsen med sit band, som består af Mads Thorbjørn Jensen på trommer og Thor Boding på bas og kor, udgivet albummet Bjergtaget. Nu er de klar med en ny single til samling, der med sit lyriske univers føles højaktuel. Sangen hedder “Hvem Fik Sagt”, og er et lækkert folknummer, med en bærende guitar i fokus, sprøde synth-lyde, og lag af smukke korstemmer, der alt i alt udgør en unik kombination af elektroniske og akustiske elementer. Selv fortæller Krabsen om sin sangskrivning:
– Jeg vil gerne give folk et tydeligt billede af, hvad der foregår inde i mit hoved, når jeg spiller mine sange på min guitar. For det er det, der er DNA’et i Bjergtaget: Sange, der kan holde til at blive klædt af og skåret helt ind til benet leveret kun ved hjælp af en guitar og min vokal.
Sangen “Hvem Fik Sagt” handler om en stæk fællesskabsfølelse, der skal opleves som et frirum og et samlingspunkt, og den slår et slag for, at vi hver især ikke skal føle os alene. En handling man må sige er aktuel i disse tider. Krabsen fortæller selv om udgivelsen af singlen i denne pandemi-tid:
– Det er vildt at se så store forandringer udspille sig verden over og at udgive sange som denne midt i det. Sange om os som mennesker hver især, men også om vores fællesskab, samfund og værdier. Jeg håber, at min musik kan bidrage til, at vi kommer godt igennem det her sammen.
Kunne du også bruge en musikalsk krammer, bør du helt sikkert tjekke Bjergtaget og den nye single “Hvem Fik sagt” ud, som vi i dag er stolte af at kunne afholde forpremiere på. Her kan du lytte sangen, og oven i købet høre Bjergtaget fortælle om den: