Charli XCX – how I’m feeling now

Foto: Warner Music
Label: Warner Music
Udgivelsesdato: Fredag den 15. maj 2020

Charli XCX’s isolationsalbum ‘how i’m feeling now’ er en samling velfortalte karantænefortællinger pakket ind i futuristisk tyggegummi-pop. 

[rwp_box id=”0″]

Charli XCX annoncerede i begyndelsen af corona-tiden, at hun på en måned ville bygge et album op fra bunden om sin egen oplevelse af isolationen. Det netop udgivne resultat bærer da også præg af, at sangerinden har benyttet sig af de midler, hun selv har haft ved hånden derhjemme. Albummet har fået den passende titel how i’m feeling now og er en samling af relaterbare karantænefortællinger, der – selv uden de stjernespækkede features, som sangerindens andre albums bærer præg af – er en velkomponeret eksperimental udgivelse. how i’m feeling now er karakteriseret af en DIY-lyd men reflekterer også distinkt Charlis evner og karakter. 

Albummet behandler samtlige op- og nedture, som isolationen – for sangerinden og mange andre – har ført med sig. På åbnings-tracket “pink diamond” synger Charli konfrontatorisk om al den overflødige energi, man kan have opbygget af at sidde derhjemme. Nummeret er fyldt til randen med glitrende synthesizers og lydeffekter, der umiddelbart skaber associationer til et gammelt videospil. 

Den plastiske pop reflekterer temaer, som risikoen ved at være låst inde med sin kæreste eller familie samt savnet af alle andre. Dette skinner blandt andet igennem på “forever”. Tracket er – ligesom mange andre af numrene på albummet – præget af et hårdt beat, en autotuned repetitiv melodi og reflekterer tekstvis isolationen: “I love you forever // Even when we’re not together”. Imens er “anthems” Charlis synthspækkede ode til alle de små ting, man kan have taget forgæves før karantænen: “I just wanna go to parties // Up high, wanna feel the heat from all the bodies”. Et af de stærkeste numre på pladen er “i finally understand”, som gøres op af et insisterende beat og en utålmodig, monoton vokal. 

Charli XCX har for længst bevist sin evne til at producere mainstream pop samt sit værd som undergrundsartist. Albummet reflekterer uden tvivl det sidstnævnte, og how i’m feeling now er et pragteksemplar på eksperimentel futuristisk pop. Dog kan man sige, at udgivelsen også er præget af en mangel på noget af den alsidighed, som sangerinden ellers mestrer. 

Tags:
Johanne Adelaide Nickelsen
Johannenickelsen@bandsoftomorrow.com