01 maj Caleb Landry Jones – The Mother Stone
Foto: PR
Label: Sacred Bones Records / Playground Music
Udgivelsesdato: Fredag den 1. maj 2020
Caleb Landry Jones overrasker med denne usædvanlige debut, som veksler mellem et storslået udtryk og det gøglede og obskure. ‘The Mother Stone’ er en uforudsigelig og fremragende debut fra multitalentet.
[rwp_box id=”0″]
Soloprojektet Caleb Landry Jones er spritnyt indenfor musikbranchen, men de fleste har formentlig stødt på artisten før. Jones har spillet musik siden teenageårene, hvor han blandt andet var en del af gruppen Robert Jones, og hvor han sideløbende arbejdede på en skuespillerkarriere, som efterhånden ser meget imponerende ud. Jones har nemlig haft en lang række stærke biroller – heriblandt i film som Get Out, The Florida Project og ikke mindst Three Billboards Outside Ebbing, Missouri i rollen som Red Welby.
Texasfødte Jones kan man meget passende beskrive som et multitalent, hvilket hans debut The Mother Stone bestemt også vidner om. Pladen ligger ud med den lange åbner ”Flag Day / The Mother Stone”, der med sin lange intro fungerer fremragende som introduktion til Jones’ univers, hvor lytteren tages med gennem en verden af uforudsigeligheder, som byder på karneval og cirkus, det obskure og til tider et trippy og psykedelisk univers.
The Mother Stone er i det hele taget meget kontrastfyldt. Et eksempel herpå er nummeret ”Katya”, som er blandt pladens stærkeste. ”Katya” starter ud med Jones’ blide og afdæmpede vokal, hvorefter han pludselig bevæger sig over i det mere obskure med en vokal, der nærmest lyder skurkeagtig. I løbet af nummeret veksles der mellem det blide og skurkelige, hvilket kulminerer til sidst, hvor nummerets mange elementer flyder sammen.
Det kan være svært at forestille sig, at dette er et soloprojekt – for Jones bringer et væld af forskellige elementer i spil, hvorfor The Mother Stone af flere grunde er et kontrastfyldt og uforudsigeligt værk. På ”The Hodge-Podge Porridge Poke” dukker tydelige countryelementer op og pryder lydbilledet. På ”No Where’s Where Nothing’s Died (A Marvelous Pain” forestiller man sig Jones optræde med et stororkester bag sig, hvilket leder tankerne hen på Beatles’ album Sgt. Pepper’s Lonely Hearts Club Band. Ikke mindst har Jones et bredt stemmeregistrer, hvor man i øvrigt af og til kan fornemme hans talent for skuespil. Jones’ vokal på ”No Where’s Where Nothing’s Died” leder giver associationer til Marc Bolan, frontmand i glamrockgruppen T. Rex, og i omkvædet på ”The Great I Am” lyder Jones nærmest som en vred Kurt Cobain.
The Mother Stone har langt mindre effekt, hvis man lytter til indholdet hver for sig, og lytteren dermed bliver mindet om, at albummet er ét samlet værk, som fungerer fremragende i sin helhed. The Mother Stone er en storslået og ambitiøs debut fra det unge multitalent, og man kan kun forestille sig, at denne debut er startskuddet for endnu en lovende karriere.
