01 maj 5 moderne sange til arbejdernes internationale kampdag
Foto: Quadron // Sony PR
På grund af covid-19 er de fleste 1. maj-arrangementer jo desværre aflyst – men frygt ikke! Vi har samlet nogle moderne arbejdersange, du kan nyde hjemme i stuen, mens du udviser samfundssind.
Musik og sang har altid været en del af 1. maj-arrangementerne i Danmark. I foreningerne rundt omkring bliver der sunget lystigt med på “Internationale”, “Kringsat af Fjender” og mange mange flere. I fælledparken lægger op til flere kunstnere vejen forbi og optræder for de opmødte på arbejdernes internationale kampdag – men i år må kampen og festen blive hjemme i stuerne. Hvis du enten er blevet træt af, eller bare ikke er så vild med Kim Larsen, Røde Mor og Bruce Springsteen, har vi i stedet fundet fem moderne sange til dagens anledning.
Ulige Numre – “Frit Land”
Som et moderne guldaldermaleri beskriver Carl Emil Petersen Danmarks smukke natur på Ulige Numres “Frit Land”. Egentlig skrevet som en samfundskommentar til Danmarks udlændinge politik i forhold til Syrienkrisen har sangen mange muligheder for fortolkning. Temaet om frihed kender man fra flere ældre arbejdersange og med den enkle guitar og den sangbare melodi ligger Ulige Numre sig i den kraftfulde slipstrøm af danske protestsange. Et melankolsk bud til dagens soundtrack.
The William Blakes – “Lies”
Et lidt mere uptempo og atypisk bud på en sang til arbejdernes internationale kampdag er danske The William Blakes‘ “Lies“. Nummeret, som kvartetten selv kalder ‘super-paranoid’, handler om løgnagtige politikere, og hvordan vi kun kan gøre verden til et bedre sted, hvis vi husker på det faktum. Helt tilbage til 1800-tallet har arbejdersange ofte haft fokus på uretfærdige magtstrukturer, der går ud over arbejderen, og når man tænker på arbejderne rundt omkring på kloden, er der vist mange, der lider under korrupte og løgnagtige politikere.
Katinka – “Pulverkaffe”
Tidligere i dag kunne man høre Katinka spille til et online 1. maj-arrangement arrangeret af Fagbevægelsens Hovedorganisation. Der kunne man høre nummeret “Pulverkaffe” med teksten:
Du er min hverdagsredningsplanke / Du er følelser uden papir / Og når de andre ta’r hjem og sover / Så ved jeg at vi bli’r.
Katinkas distinkte stemme, den sangbare melodi og det simple arrangement leder tankerne hen til ældre protestsange, og den tvetydige tekst kan sagtens fornemmes som politik pakket ind i kærlighed.
Quadron – “Herfra Hvor vi Står”
“Herfra Hvor vi Står” er titelnummeret på et af de mest betydningsfulde ungdomsoprør- og rockudgivelser i Danmark af Skousen og Ingemann fra 1971. Knap og nap 30 år efter laver avantgarde R&B-gruppen Quadron en udgave så fantastisk, at man fuldkommen glemmer de to gamle gutter. Man kan stadig høre fløjten i baggrunden, som var et kendetegn for 60’erne og 70’ernes musik. Men med legesyge synths og Coco Maja Hastrup Karshøjs smukke fraseringer er nummeret blevet sat ind i en hel ny tidsalder.
Ezra Furman – “Evening Prayer aka Justice”
Nu er det jo arbejdernes INTERNATIONALE kampdag, og derfor skal vi også her til sidst lige et smut over Atlanten til den spændende kunstner Ezra Furman. “Evening Prayer” er det andet nummer fra Twelve Nudes og om noget, så emmer albummet af protest. Med nok listens mest aggressive sang, benytter Ezra sig af den folkekære folkmusik blandet med postpunk. De protesterende udsagn på “Evening Prayer aka Justice” skal nok sætte gang i din 1. maj.
Lyt også til:
Cam’ron – “I Hate My Job”, Lyt her
Childish Gambino – “This is America”, Lyt her
Folkeklubben – “For Pengene” Lyt her
Natasja – “Gi’ mig Danmark tilbage”, Lyt her
Thursday – “For the workforce, drowning”, Lyt her