fbpx

School of X – Armlock

Foto: Fryd Frydendahl
Label: TAMBORHINOCEROS
Udgivelsesdato: Fredag den 29. maj 2020

På sit debutalbum efterlades School of X på månen. Mellem følsomhed og håb, synger han i hjerteskærende falset om den omskiftelige kærlighed.

School of X – Armlock
4 / 5 Anmeldelse

School of Xs debutalbum er langt fra den normale ‘break-up plade’ af ulykkelige ballader. Selvom et brud kan efterlade én modløs, dvæler kunstneren ikke i selvmedlidenhed men udforsker i stedet et virvar af følelser, hvor afklaring, forvirring, smerte og kærlighed går hånd i hånd. 

Med åbningsnummeret introduceres en følelsesløs tilstand, hvor idéen om at komme videre virker uoverkommelig og frustrationerne får lov til at resonere i skrigende saxofoner og bombastiske trommer. Allerede her etablerer Rasmus Littauer en befriende fandenivoldskhed, der får lov til at fylde mere på dette album end hans seneste EP Destiny. Og selvom albumtitlen indikerer en fastlåst position, virker det på numre som “Believe”, “Rivers” eller “Bad Love” som en frigørelse for Littauer at synge linjer som: “No one took our love from us // We left it at last”. Det bliver dog hurtigt klart, at selv med reflekterende og afklarede øjeblikke, følger der en masse tvetydige følelser. Men de bliver både lyrisk og musikalsk bearbejdet med en ro og nysgerrighed, som selv i de mere storslåede sekvenser holder det nært og oprigtigt. 

Det er tydeligt, at sangene er kommet til i ægte sangskriver-stil med bare guitar og melodi, og det var også den minimalistiske tilgang, der fungerede særligt godt på kunstnerens seneste plade – men denne gang har Littauer inkluderet flere i sin studieproces (blandt andre Vera, Yangze, Mads Kock og Trentemøller), og den kreative sparring synes at have givet nogle fyldigere produktioner, hvor flere af instrumenterne får mere end bare en akkompagnerende rolle. De melanskolske orgelmelodier på “Parking Lot” gør den i forvejen sårbare duet (mellem Littauer og Soleima) endnu smukkere, og lige så er det svært at forestille sig versioner af “Believe It” eller “Collarbone (feat. Lord Siva)” uden den gennemsyrende  distortionguitar. Det giver pladen en bemærkelsesværdig balance mellem de mere storslåede indiepop-produktioner som på debuten Faded. Dreams (2017) og de stripped-down intense hymner, der var på Destiny

Nogle af albummets bedste numre er da også, når School of X finder denne middelvej. På “Forgot Me On The Moon” indrammes fortællingen om to personer, der bevæger sig længere og længere væk fra hinanden gennem atmosfæriske blæsere og pulserende trommer, imens Littauer i luftig falset synger “I didn’t lose You baby // You forgot me on the moon”. 

Lige så formår Littauer på albummets sidste nummer “Blood Flow” (min personlige favorit) at efterlade én med noget håbefuldt midt i den ellers visnende relation. Akkompagnementets melodier skifter uforudsigeligt, og med de skrøbelige klangoverflader, bankende trommer og den afsluttende guitar/synth-solo gives der et lys for enden af tunnelen. 

School of X navigerer i et eksplosivt følelsesspektrum, hvor det at komme videre enten sammen eller hver for sig, bearbejdes gennem albummets ni skæringer. Som altid har Littauer ikke overgivet sig til nogle faste musikalske konventioner men derimod fundet en lyd, der ligesom pladens tema er i konstant forhandling og både klinger mod noget fortidigt og fremtidigt.

Ida Hummelgaard
idahummelgaard@bandsoftomorrow.com