29 maj Blæst – Vindstille

Foto: Tue Blichfeldt
Label: We Are Suburban
Udgivelsesdato: Fredag den 29. maj 2020

Den danske popkvartet Blæst er klar med deres debut-EP ‘Vindstille’. En EP, hvor det ene velfungerende popnummer overtager det andet. En EP, der på én gang er både poleret og fuld af nerve.

[rwp_box id=”0″]

Allerede med åbningsnummeret ”Du Gør Det Bedre” bliver det slået fast, at Blæst er værd at holde øje med. Med det samme brænder frontfiguren Fernanda Rosas karismatiske stemme sig fast, og lysten til at høre mere er uundgåelig. 

Med Vindstille har Blæst  formået at lave noget så skønt som dansevenligt popmusik med noget på hjerte. Til trods for at EP’ens gennemgående tema synes at være banale hverdagssituationer, er det tydeligt, at der mellem linjerne er mere på spil. Især med numrene ”Gemmeleg” og ”Dine Hænder”, formår Blæst på forunderlig vis at få lyrik og musik til at mødes i et univers, der på overfladen kan virke triviel. Men heldigvis bliver trivialiteterne gjort til noget utrolig smukt, når kvartettens melodiske leg med ordene kombineres med Rosas beundringsværdige artikulation, der aldrig bliver for meget, og derfor ikke tager fokus fra musikkens sjæl.

Midt i EP’ens polerede og poppet udtryk dukker ”Androkles” op. Et nummer, der deler navn med den mytiske, romerske slave Androkles, der i det første århundrede e.Kr. blev kastet for løverne. Om fortællingen om Androkles har haft nogen indflydelse på Blæsts nummer, ved jeg ikke. Men med den gamle fortælling i tankerne, er det som om, at nummeret får en ekstra melankolsk dimension. Denne melankolske ballade skiller sig smukt ud fra de resterende numre og giver EP’en det touch, der gør den til noget ganske særligt.

Når denne debut-EP fungerer så godt, som det er tilfældet, skyldes det naturligvis ikke kun Rosas unikke stemme og den smukke lyrik. Produktionen af samtlige numre er knivskarp, og ikke på noget tidspunkt bliver der leflet for teknologiens uendelige muligheder, hvilket gør budskabet, musikken og stemningen til det, man sidder tilbage med.

Når Vindstille, til trods for min store begejstring, ikke ender med topkarakter, skyldes det, at de væsentlige nuancer i sidste ende udebliver en smule. EP’ens overordnede stemning kan synes en anelse monoton og ensformig. Når alt kommer til alt, er det dog en sand fornøjelse at lægge ører til Blæsts passionerede og pollerede pop, der gør sig lige godt på et dansegulv, som til en en flaske vin derhjemme – en egenskab, man ikke skal tage forgivet i den popmusik, der for tiden præger den danske musikscene.