fbpx

Københavner-actet Jaim synger om R&B-skovens forbudte frugter på “Bad Drug”

Foto: David Schweiger

Den nye single, der dufter af sommer og empowerment, er en smagsprøve på sangerindens kommende EP.

Københavner-artisten Jaim, der går under det borgerlige navn Katja Welner, har et fint flair for at diske op med attitudefuld R&B, hvor hjertet får taletid. Vi har været begejstrede for hendes længselsfulde og sensuelle single “Of All the Voices”, og nu byder kunstneren på nye toner, hvor udtrykket er mindre melankolsk, men stadig besidder den nerve, som fangede vores opmærksomhed i første omgang.

Jaim udtaler selv, at hun har gået en tur i »R&B-skoven« for at blive inspireret til den nye single. Hvad »R&B-skoven« skal forståes som er ikke til at vide, men et godt bud kunne være et dansegulv fyldt med glubske folk med sultne øjne. Jaim siger, at “Bad Drug” er den perfekte undskyldning for at danse vildt, samtidig med, at den skal minde folk om, at man ikke kan spise alt, man finder i skoven.

Lydbilledet byder på forvrængede vokaloverlægninger, R&B-strenge og synths, som gør det svært at sidde stille, men også får ens indre power woman til at titte frem og vise sig. En perfekt sang at sætte på, når du skal ryste din røv og alt, hvad der hører med.

Sæt “Bad Drug” på og glæd dig til din næste dansegulvsoplevelse, hvor du kan danse ligeså tosset du vil – og huske ikke at putte hvad som helst i munden.

Tags: