26 maj INTERVIEW: Sammenhold og sparring er limen, der holder værket for Porridge Radio
Foto: El Hardwick
Vi mødte post-punk/popgruppen til en kop kaffe i Oslo, før coronakrisen meldte sin ankomst. Her gik snakken på, hvordan man holder sammen som venner, efter musikkarrieren er blevet sparket i gang og hvilke håb og bekymringer, man har som musiker i 2020.
Jeg troede egentlig, at jeg kun skulle mødes med frontmanden i Porridge Radio, Dana Margolin, men da hun træder ind på den proppede café i Oslo, kan jeg se, at gruppens trommeslager, Sam Yardley, har gjort hende selskab. Det er kun en dejlig overraskelse, da andre interviews typisk kun har haft fokus på Margolins udtalelser og tanker. I dag skal det handle om alle de medlemmer, der udgør post-punk gruppen fra Brighton. Det lykkes os efter noget tids søgen at klemme os ind ved et lille bord, der står tæt med de andre, så caféens atmosfære virker lettere overvældende og kaotisk, på trods af den typisk skandinaviske, minimalistiske indretning. Interiøret går godt i hak med Porridge Radios lyd. De formår at pakke følsomme og kaotiske følelser ind i distortede lydbilleder, men opretholder samtidig en vis kølighed i deres udtryk, hvor fortællingen bliver meget nærværende -, men også anarkisk til tider.
»Jo mere vi har samarbejdet, jo bedre bliver lyden og udtrykket«
– I begyndelsen skrev jeg egentlig bare sange for mig selv. Jeg begyndte at spille til open mic nights i Brighton sammen med en af mine venner. Georgie [bassisten i Porridge Radio, red.] havde hørt mig et par gange og var selv i gang med et DIY-projekt, så vi besluttede os for at slå pjalterne sammen og starte et band. Vi manglede en trommeslager, hvorfor Sam kom med, og så fandt vi Maddie til at spille bas. Det gik ligesom fra, at jeg spillede for mig selv, til at jeg startede et band op.
Det der for knap fem år siden startede ud som et soloprojekt for Dana Margolin, udgør nu Porridge Radio, som dengang bare var en flok venner, der godt kunne lidt at spille musik sammen. Nu er karrieren gået i gang, og ambitionerne og presset er vokset sammen med det. Jeg spørger, hvad deres proces bagved at skabe en sang er.
– Jeg skriver selv sangene, og så plejer jeg at give dem videre til Sam. Så arrangerer vi det sammen og giver det færdige udkast videre til bandet, hvor vi så finjusterer her og der, siger Margolin, og trommeslager Yardley tilføjer:
– På det seneste er det egentlig ikke gået igennem mig, måske kun et par stykker.
Margolin giver Yardley ret i, at hun har siddet alene ved tegnebordet med de sidste par sange, men at det nu egentlig ikke er der, hvor hun føler sig hjemme: »Jo mere vi har samarbejdet, jo bedre bliver lyden og udtrykket.«
Det er vigtigt, at alle er en del af processen ifølge Margolin, der gør det klart, at øvelokalet skal være et frirum – uanset hvilket instrument, man spiller:
– Udover, at det er mig, der skriver sangene, mens jeg spiller guitar, så har vi ikke eneret til at bestemme, hvordan vores individuelle instrument skal lyde.
– Ja, men Georgie plejer nu at være ‘in charge’ for at lave harmonier, siger Yardley.
– Ja, hun skriver nogle rigtig gode harmonier, siger Dana Margolin og fortsætter: Vi kan bede hende om at lave en harmoni på stedet, og så kommer hun med tre forskellige bud med det samme, det er virkelig cool og skønt. Det ville tage mig noget længere tid at finde ud af, hvordan de skal sammensættes. Alle har en bestemt måde at skrive og gå til musikken på, og når du blander det, får du noget mere interessant ud af det, end hvis det bare var kommet fra én person.
Havet, depression, empati
Vi snakker om skabelsen af Porridge Radios andet album Every Bad, der er et sammensurium af distortede guitarfigurer og aggressiv instrumentføring, som man kender det bedst fra punkgenren. Dog kommer der små overraskende twists på skæringer som ”Pop Song” og et autotune-præget interludium, ”(Something)”, der pludselig viser en anderledes, mere øm og sårbar side af firmandsgruppens ellers eksplosive udtryk. Det er altså punk efter alle de uskrevne regler blandet med… pop/trap-tendenser? Ja, den er god nok.
– Vi snakkede om ‘Every Bad’ for nylig, hvor vi reflekterede over, hvad sangene handlede om. Jeg kan ikke helt huske, hvad det var. Det var vist tre ting… Jeg tror det var havet, depression, empati og frygt for fremtiden, siger Sam Yardley.
– Ja, det er i hvert fald, hvad albummet handler om på det følelsesmæssige niveau, men selve lydbilledet er lidt anderledes. Jeg har lyttet til en del pop og trap, og jeg er virkelig vild med pop-produktioner. Jeg vil gerne have, at vores musik lyder renere, klangende og mere skarpt. Vi er meget komfortable i den punkede og DIY-del af musik, så vi prøver ligesom at bringe de to verdener sammen, siger Margolin.
… og frygt for fremtiden
Selvom Porridge Radio står på kanten til deres musikalske gennembrud, er det ikke kun håb og forventninger, der fylder deres tanker.
– Jeg tror, at det generelt er ret skræmmende bare at være menneske og i live. Der er så meget at bekymre sig om. På et mere personligt niveau, så handler det nok mest af alt om, hvor vi er nu i forhold til, hvor vi gerne vil hen. Skal man tage det helt op i perspektiv, handler det jo meget om verden, vi lever i i dag, siger Margolin.
Interviewet blev foretaget før coronakrisen for alvor tog fat, så da jeg spurgte, hvad det mest akutte problem var, som vi stod overfor, var svaret måske et andet, end det ville have været i dag. Klimaforandringerne, hvor Margolin pointerede, at de prøvede at turnere bæredygtigt, men at det til tider godt kan virke som en lang og endeløs kamp.
»Jeg håber, at vi bare kan nyde det hele,« siger Yardley, hvilket i coronaskærets lys virker bittersødt. Han fortsætter: »Jeg prøver at tage en dag ad gangen, det har jeg egentlig altid gjort. Misforstå mig ikke, jeg elsker at bekymre mig om logistikken! Jeg tjekker altid kalenderen.«
Der var oprindeligt planlagt en turné i Europa og USA frem til november måned for Porridge Radio, der på nuværende tidspunkt er udsat på ubestemt tid. Til gengæld har Margolin fået isolationstiden til at gå med masser af livestreams, hvor du blandt andet kan lære at spille ”Sweet” på guitar.
Gode venner i musikken
Et godt stykke inde i interviewet, kan jeg se, at Yardley sidder og laver små håndartefakter til Margolin De griner og forklarer, at Yardley tidligere har arbejdet på et bosted, hvor det var nødvendigt at kunne Makaton-tegnesprog.
»Jeg spurgte bare Dana, om alt var okay,« siger Yardley varmt, mens Margolin smiler. Og det er noget, der er vigtigt for Brighton-gruppen. For den nye musikkarriere har vendt op og ned på medlemmernes liv på mange måder.
– Jo mere opmærksomhed vi får, jo mere kan vi også mærke presset. Jeg tror, det er vigtigt at være ærlig, åben og få delt den oplevelse med folk, du arbejder sammen med, siger Sam Yardley.
– Ja, vi skal tænke meget over den måde, vi kommunikerer på. Vi har jo været venner i lang tid, så nogle gange kan vi godt tro, at vi har forstået, hvordan de andre bandmedlemmer har det. Det er vigtigt, at man er klar i mælet over for hinanden, siger Dana Margolin, og efter en kort tænkepause griner hun og tilføjer: »Det er måske mere et råd til venskab generelt.«
– Når man har et kreativt arbejde, hvor det ikke kun er venskab men også en delt interesse, som måske bliver til mere end en hobby, så er der en helt masse pres og andre følelser involveret. Du stopper med at gøre ting, bare fordi det er sjovt, for nu skal du også tænke taktisk, siger Sam Yardley.
Klar kommunikation og taktisk planlægning af dit projekt er altså hovedrådene fra Porridge Radio, hvis du vil frem i musikverdenen ligesom dem. Men ingen af de ting ville være mulige uden et vigtigt element: gode og nære venner, som du kan sparre med i en hektisk verden som musikbranchen.
– De første par år stod jeg selv for at booke vores turnéer, men nu har vi folk til det, hvilket er en lettelse. Jeg tror, det er vigtigt at have nogen ved sin side, som er kloge på, hvordan musikindustrien virker, og som du kan sparre med, siger Dana Margolin.
