fbpx

Danmarks store R&B-håb Elias Boussnina varmer weekenden op med singlen “Pinewood”

Foto: Sarah Brik

Fremadstormende Elias Boussnina udgiver i dag en ny single, der viser en mere alternativ og folket side af ham.

Den danske pop/R&B-sanger Elias Boussnina, har efterhånden vist at han er et af de gode bud på Danmarks næste stjerne. Sidste år udgav han debut EP’en Shameboy, der har fået stor succes. Sidst vi hørte fra ham var tilbage i februar hvor han udgav nummeret “Come Alive”, og i starten af marts gav han koncert på Hotel Cecil, hvor vores anmelder var dybt imponeret over ham, og hans skønne karisma.

I dag er Elias Boussnina klar med sin anden single i 2020. Sangen hedder “Pinewood”, og er et mere alternativt og folk-inspireret nummer, end hvad vi tidligere har hørt fra ham. Sangen er også stærkt inspireret af succesbandet Fleetwood Mac. Som titlen antyder bliver granskoven også en form for metafor for den romantiske fantasi der opstår i forelskelsen. Selv fortæller Elias om sangen:

Teksten er meget drømmende og billedlig. Ideén er at lave et nummer om, hvordan man kan bruge forskellige ting til at flygte. En form for eskapisme. Det her handler om at bruge kærligheden som en virkelighedsflugt. Når man er forelsket drømmer man sig væk i sin egen boble – hvor man er ligeglad med hvad det egentlig er, det føles bare rigtig godt. Nummeret er lavet til at man kan drømme sig væk i det. Det skal føles som om man flygter fra noget, på den gode måde. En god flugt.

Vi er helt vilde med det danske R&B-håb, og glæder os meget til at se, hvad resten af året bringer for ham. Men indtil da kan vi varme os på den nye single “Pinewood”: