fbpx

Redaktøren guider: 10 sange jeg har hørt på repeat i coronakrisen

Foto: Mahalia // Kanya Iwana

Mangler du inspiration til yndlingsplaylisten? Så læs med her.

Jeg lægger ikke skjul på, at jeg vist er lidt af en poptøs… Ikke at jeg ikke også nyder en omgang fed tråd, men her i coronakrisen er det altså popmusikken, som har hittet i mine højtalere. Her er 10 nyligt udgivne numre, som har kørt på repeat i min stue det sidste stykke tid. 

Alfie Templeman – “Happiness In Liquid Form”

I virkeligheden behøver jeg ikke at sige så meget her, for nummeret og dets titel taler nærmest for sig selv. Skal jeg dog alligevel lige koble et par ord til sangen, er det, at “Happiness In Liquid Form” er en humørbombe uden lige, der sætter forventningerne til britiske Alfie Templemans kommende album skyhøjt.

Amanda Tenfjord – “Pressure”

Amanda Tenfjords “Pressure” har siden udgivelsen den 24. april været spillet et utal af gange hjemme hos mig. Der er her tale om et utroligt velproduceret pophit, som blot understrejer ærgerligheden over ikke at kunne få lov til at opleve artisten live på Roskilde Festival i denne omgang – som ellers planlagt. Hør “Pressure” nedenfor og lær Tenfjord bedre at kende i interviewet her.

Easy Life – “peanut butter” 

Britiske Easy Life er uden tvivl et af mine all time favorite bands. Jeg opdagede dem på The Great Escape Festival sidste år og har siden hørt deres genreudforskende musik på repeat. “peanut butter” er ingen undtagelse. Nummeret et opstået her under coronakrisen, hvilket afspejler sig i den simple produktion, der samtidig rummer små finurligheder og skønne saxofontoner, som indrammer Murray Matravers karakteristiske stemme på behagelig vis.

george – “fallin (feat. Liss)”

Den 4. maj udgav sydkoreanske george det her skønne nummer i samarbejde med Liss. Et super velproduceret nummer, der kommer lige i hælene på Liss’ seneste dobbeltsingle “Waste My Time / Off Today”. “fallin” er i øvrigt mit første bekendskab med sydkoreaneren, men jeg tør godt skrive under på, at jeg i fremtiden vil følge med på sidelinjen, når R&B-artisten udgiver ny musik.

SASO – “All The Things You Do” 

“All The Things You Do” er single nummer to fra danske SASO, og hold da op en ørehænger! SASOs fløjsbløde vokal danner smukt ramme om det dansable beat, der sammen udgør en perfekt partystarter til fredag aften. Hvis artisten bringer lignende hits på banen i fremtiden, kan det kun gå én vej, og det er mod stjernerne.

SG Lewis – “Chemicals” 

Der er lidt Dua Lipa over det her nummer fra britiske SG Lewis. Og det er egentlig ikke så underligt endda, for det er nemlig første singleudgivelse fra SG siden sit samarbejde med verdensstjernen på det nyligt udgivne album Future Nostalgia. “Chemicals” er det perfekte soundtrack til sommerens roadtrips med nedrullede vinduer, vindblæst hår og kurs mod solnedgangen.

SKAAR – “Quiet” 

Et nummer, jeg virkelig har skamhørt (og som ovenikøbet ligger nummer et på min ’top 3 lockdown songs’ fra Tixel/Spotify) er SKAARs seneste udgivelse ”Quiet” – der i øvrigt har samme producere bag sig som Tenfjords “Pressure” (Madelene Eliasson og Fanny Hultman). Her er der altså tale om en popbanger med stort P – og kan dén ikke få humøret bare en lille smule op i disse tider, så ved jeg snart ikke, hvad kan. Kan du ligesom jeg ikke få nok af norske SKAAR, så synes jeg, du skal smutte over og læse mit interview med den spændende artist her.

Lennon Stella – “Fear Of Being Alone” 

Titlen på det her nummer fra Lennon Stella kan vist ikke blive mere passende. Men selvom teksten afspejler noget så forbandet som frustrationer ved et kærlighedsforhold, fortæller produktionen en anden historie. Her bliver der lagt op til at lægge sorgerne på hylden, finde hårbørsten frem og give den gas foran spejlet til den lyse morgen.

Mahalia – “BRB”

“BRB” udkom for et par uger siden som en del af Mahalias Isolation Tapes og har med sin bløde, soulede R&B-lyd siden været en integreret del af min morgenrutine. Tracket har ovenikøbet fået selskab af en fin hjemmelavet musikvideo, der minder os om hverdagens gode stunder uden for hjemmet før coronakrisens indtræden.

We Are The Way For The Cosmos To Know Itself – “Under the Sun”

Det her nummer faldt virkelig på et tørt sted. Efter halvandet år gav We Are The Way For The Cosmos To Know Itself endelig lyd fra sig med den stemningsfyldte “Under the Sun”. Nummerets 90’er-inspirerede synth-lyde og bombastisk beat understøttes på elegant vis af Julie Møller Christiansens svævende vokalklang, der omfavner den catchy melodi til UG. Har man ikke fået hørt “Under the Sun” endnu, kan man jo med fordel trykke play nedenfor.