fbpx

Track by track: Special-K tager dig gennem sin nye EP ‘LUnatic thirST’

Foto: Kristín Helga Ríkharðsdóttir

I dag har den islandske musiker Special-K endelig udgivet sin EP, der både er eventyrlig og poetisk. Udgivelsen har fundet sig en helt særlig og original plads i spændingsfeltet mellem klassisk musik og moderne popkultur. I denne artikel vil kunstneren tage dig igennem numrene én efter én og fortælle om, hvordan de er blevet til.

Det er ikke uden grund, at vi har den fremadstormeden artist Special-K på listen over 20 nordiske navne du skal holde øje med i 2020. En af grundene hørte vi med udgivelsen af den forførende single “Quest to Impress”. Denne dragende single blev i dag samlet op af en hel EP, der har fået titlen LUnatic thirST. De fire eventyrlige sange udtrykker på bedste vis, hvilken unik artist Special-K er. Det avantgarde univers som kunstneren udfolder er i særdeleshed eksperimenterende. Hun formår at forene både klassisk musik og moderne popkultur i både hendes poetiske og små-melankolske tekstunivers og i hendes farverige visuelle udtryk. I det følgende vil Special -K tage dig med på en rejse gennem sangene og deres tilblivelse.

Quest To Impress

Teksterne i denne sang fortæller om en person, der prøver hårdt på at imponere, og jeg vil mene, at musikken forsøger noget lignende med sin let pralende klavermelodi. Cembalo og legetøjs klaver leder vejen ind i vores heltindes eventyr. Hun er ophidset og fuld af afsky til sig selv, når hun stikker sin bedste forførelsesfod frem, eller som teksterne siger: ”Jeg hader, hvordan jeg praler, fordi jeg er desperat efter at imponere og viser dig al min kunst”. Historien er indrettet i et barok-landskab, men du kan dog stadig tydeligt se de moderne skyskrabere i baggrunden. Eller måske udspiller sangen sig i et gammelt malet teater. Fik vores heltinde Prince Charming til sidst? I betragtning af den dystre stemning i den efterfølgende sang lyder det som om prinsen trods alt har vist sig at være en frø.

Post Coital

– Denne sang føles en smule for intim til overhovedet at sætte ord på. Jeg har siddet foran min computer med hænderne på tastaturet i et stykke tid nu, men der kommer intet ud. Teksterne og kompositionen begraver sig i dramaet og prøver ikke engang at lette stemningen med humor, hvilket er anderledes end de fleste af mine sange. Den langsomme vals blandet med blidt indtalte, og for at være helt ærligt, lidt patetiske tekster, får et betydeligt ophold i midten af sangen, hvor en klarinetsolo ovenpå ​​en lysere lydflade kigger ind som en lille solstråle. Men så er det straks tilbage til begravelsesmarchen igen.

Dinner for 1

Denne sang var vanskelig, fordi den er så enkel. Udfordringen var at undgå, at sangen blev for sød. Stakkels Salka, min indspilningsingeniør, som var nødt til at finde sig i, at jeg konstant ændrede retning, og at vi så måtte kassere alt vores arbejde. Sangen gennemgik nogle hårde identitetskriser og vidste ikke rigtig, hvilken form den skulle have, før den endte med at være denne erklæring om enten uafhængighed eller fratræden (eller begge dele) leveret af en stemme gennemvædet med autotune, popinstrumentering og fløjte. Måske er det bare en fase.

“Bubble Wrap”

Når jeg har vist dette nummer til mine venner, spørger de mig ofte, hvorfor mandens vokal er så meget højere end min. Men der tager de fejl, for der er ingen vokal af en mand på nummeret. Det, der lyder som en trist voksen kordreng, er faktisk min egen stemme sat en oktav ned. Jeg komponerede oprindeligt sangen på en lille guitar, som var stemt en femtedel højere end normale guitarer, men da det var tid til at indspille sangen, havde jeg ikke den lille guitar længere og jeg måtte genlære sangen på en normal guitar. Mens jeg øvede, satte jeg demo-vokalen ned, og jeg blev overrasket over, hvor godt det lød. Teksterne er blevet skrevet i de små timer om morgenen, søvndrukken og også lidt alkoholdrukken, efter en aften i byen – som et forsøg på at berolige mine følelser ved at få dem ned på et stykke papir eller, for at være mere præcist, ind på min computer. Jeg forsøgte ikke at gentage mig selv i mine akkordprogressioner, så jeg stemte guitaren på en funky måde og brugte greb, der minder om Phoebes (en karakter fra tv-serien venner) “Turkey Leg”, “Bear Claw” og “Old Lady”.