fbpx

Københavnske ARV slipper mørket løs på singlen “Live In Me”

Foto: Camilla Sandland

ARV har netop udgivet singlen “Live In Me”, der er mindst lige så dyster som den sidste udgivelse “Flora”, og bandet indtager dermed en helt unik plads på den danske musikscene.

De to københavnske musikere Johan Hoffmann og Masha Koppel, der tilsammen udgør ARV, slap i midten af marts den lovende single “Flora”, der både bød på dundrende bas, højtflyvende synths, smidige strings og knasende samples. Duoen udtalte her, at deres formål er at turde udvise et førhen uset musikalsk mod og skabe deres helt egen lyd, hvor de medrivende melodier og store følelser regerer.

Mod er der nok af, og på den nye single “Live In Me” kommer mørket for alvor til udtryk med dystre synths og en sælsom melodi, der animeres af Mashas distinkte vokal.

Vi glæder os til flere spændende udgivelser fra den blomstrende københavnerduo, der i den grad tør udfordre tidens popdominerende udgivelser.

Giv “Live In Me” et lyt her:

soundcloudlink
Tags:
Laura Richter Krarup
Laurakrarup@bandsoftomorrow.com