fbpx

Ugens Upcoming: Kaizer

Foto: Jeanette Philipsen

Denne ugens upcoming er den fremadstormende artist Kaizer, der lige nu er aktuel med singlen “YOU KILL ME WITH A WORD (aim your gun)” , der slog benene væk under os.

Den danske artist Karen Stenz Lundqvist, der laver musik under kunstnernavnet Kaizer, debuterede i slutningen af marts med nummeret “YOU KILL ME WITH A WORD (aim your gun)”, som vi var stolte af at kunne afholde premiere på. Sangen havde et stærkt pop-udtryk, som viste et komplekst og poetisk univers. Sammen med sangen udgav Kaizer også en fin musikvideo, hvor man møder det yndige og det punkede, og hovedpersonerne er de rødhårede kvinder. Kaizer er et stærkt bud på Danmarks næste pop-sensation, og derfor er hun også denne uges upcoming. Du kan lære musikeren bedre at kende gennem disse 10 spørgsmål, vi stillede hende.

Hvem er Kaizer?

– Der har været en mindre bølge af kunstnere som tør at sammenblande poppen med egen lydkunst, men slet ikke nok i mine øjne. Jeg tror at lytteren sætter pris på det diverse i en popsang, og at man ikke skal lade sig kue for vrangforestillingen om at letfordøjelig popmusik er vejen frem. Det er hovent over for sin lytter at tro, at de helst vil spises af med mainstream pop.

Hvordan vil du beskrive din lyd?

– P3-venlige popsange pakket ind i hjemmelavede samples og masser af distortion. Pt. er jeg særligt fascineret af et nedbarberet musiklandskab og en mørk minimalisme, der henleder øret til at fokusere på tekstens nøgenhed og de enkle men fængende melodier, som man nok kan høre i min debut “YOU KILL ME WITH A WORD (aim your gun)”, og som også vil præge de næste udgivelser.

Hvordan startede du?

– Kan i huske den der dokumentar med MØ i Nyt Blod på DR, hvor hun går rundt hjemme i sit barndomshjem og finder et gammelt hæfte frem med gamle, kiksede sange, hun er ved at dø af grin over? Det er totalt mig altså. Jeg sad på mit værelse med min fars fender og en mini-forstærker og skrev ærgerlige teenage-tekster over wannabe-Nirvana melodier.

Kan du fortælle lidt om den proces, der foregår, når du skriver musik?

– Jeg er lidt tosset, og har derfor virkelig brug for struktur i alle henseender, også når jeg skriver musik. Så jeg går egentlig meget systematisk til værks med mine sange. Det tror jeg der er mange som bliver overraskede over, da jeg er et ret sprællende menneske.

Hvilke musikere har haft størst indflydelse på din lyd?

– Det har sådan nogle som danske Kill J og Blondage, eller internationale F.K.A Twigs og Grimes. Da fællesnævneren for disse er, at de producerer selv, men også eksperimenterer helt vildt og alle har skubbet til lydmuren, med flere centimeter, ved banebrydende at have ændret i idéen om poppens lydlandskab.

Hvad er der på pladespilleren lige nu?

– Det er danske musikere selvfølgelig. Særligt fem numre er meget i rotation pt. Fire relativt eller spritnye numre og et enkelt fra gemmebogen.
“Fighting for the Gospel” – GOSS ft. Selma Judith, “Shackled up”- Alex Vargas, “Lovely Sniper” – Ydegirl, “Dear Jane”- PRISMA og “LSD Heart”- Lydmor.

Hvad er du i gang med lige nu? (på musikfronten)

– Udover at arbejde på min psyke i denne Corona-tid, så arbejder jeg pt. også henimod noget der godt kunne ligne en EP. Selvom jeg lige nu jonglerer med så mange sange at det kunne blive til hele tre album.

Hvad er drømmen?

– Jeg vil gerne vinde kronprinseparrets stjernedryspris. Helt simpelt.

Hvis du kun måtte vælge én af dine sange, folk skulle lytte til, hvilken var det så?

– Netop nu har I kun muligheden for at høre en enkelt. Så go crazy !

Hvis din musik var en drink, hvilken ville den så være? 

– Jeg tror jeg vil være iskold og sige en gin og tonic. For den er minimalistisk og de fleste kan lide den.

Tags: